Venstre lover skattelettelser - men anviser ikke hele beløbet

Venstre vil lette skatten med 8,7 milliarder kroner. Det er uvist, hvad fem milliarder konkret skal gå til.

Venstre vil give skattelettelser for 8,7 milliarder kroner i økonomisk 2030-plan, men kun 3,7 milliarder er anvist til konkrete skattelettelser. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Venstre vil give skattelettelser for 8,7 milliarder kroner i økonomisk 2030-plan, men kun 3,7 milliarder er anvist til konkrete skattelettelser. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Venstre præsenterede onsdag en økonomisk 2030-plan. Den indeholder blandt andet skattelettelser for 8,7 milliarder kroner.

Kun omkring 3,7 milliarder er anvist til konkrete skattelettelser, hvilket efterlader fem milliarder til ikke anviste skattelettelser.

- Vi har ikke en konkret en-til-en udrullet skatteplan. Vi giver nu et bud på, hvordan vores prioriteter er, men vi har ikke sat kroner og ører på hvert enkelt af elementerne, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.

De penge, Venstre konkret har anvist til skattelettelser, vil partiet bruge til et fradrag til de folk, der går fra deltid til fuldtid på arbejdsmarkedet.

Derudover skal 850 millioner kroner gå til at rulle en planlagt stigning på den såkaldte lagerbeskatning af ejendomsavancer tilbage.

I en note i 2030-planen står der, at Venstre har regnet på arbejdsudbudseffekten ud fra, at de fem milliarder kroner skal bruges til at hæve loftet for beskæftigelsesfradraget, som er et fradrag i den personlige indkomst.

- Vi vil lette skatten for de laveste indkomster. Hvordan det helt præcist skal være, er noget af det, som vi kommer til at diskutere, den dag vi måtte få regeringsmagten, siger Troels Lund Poulsen.

- Folk skal vide, at hvis man vælger at gå vores vej, så vil man få mere til sig selv. Går man med Socialdemokratiet og de røde partier, så vil skatter og afgifter blive sat op, siger han.

Med 2030-planen vil Venstre også øge arbejdsudbuddet med 15.000 personer.

Det er 10.000 personer lavere, end de sidste år spillede ud med i et finanslovsforslag frem mod 2025.

- Nogle af de forslag, som vi havde for at nå 25.000 har regeringen implementeret. Derudover er der sket det siden, at vi åbent har sagt, at vi ikke kommer til at lave Arne-pensionen om, siger Troels Lund Poulsen.

Socialdemokratiet vil øge arbejdsudbuddet med 7.450 personer i deres 2030-plan, mens Radikale vil øge med 23.000 og De Konservative med 55.000.

- Jeg vil ikke gøre mig til dommer over andre partier, men det vi præsenterer i dag er både forsvarligt og realiserbart. Vi binder os til 15.000. Det er ikke sådan, at vi ikke har en større ambition, men de 15.000 kan vi love fra dag et, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.