Venstre om Minksag: Der bør drages parlamentariske konsekvenser

Støttepartiet Enhedslisten har allerede fredet Mette Frederiksen. Det er ikke godt nok, mener oppositionen.

Venstres Sophie Løhde og resten af blå blok mener, at minksagen skal undersøges yderligere. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Venstres Sophie Løhde og resten af blå blok mener, at minksagen skal undersøges yderligere. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De borgerlige partier mener, at Minkkommissionens beretning om ulovlig aflivning af mink fra 2020 har så alvorlig en karakter, at uvildige advokater bør vurdere, om der er grundlag for en rigsretssag. Eksempelvis mod statsminister Mette Frederiksen (S).

Sådan lyder det samstemmende fra partierne, efter at beretningen er offentliggjort torsdag.

- Det er så groft, at selvfølgelig bør der drages parlamentariske konsekvenser, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Hun er også er formand for Folketingets Granskningsudvalg, hvis medlemmer som de første modtog beretningen torsdag formiddag.

- Vi synes endvidere, at det er fornuftigt, at man får hjælp fra uvildige advokater. Man kan ikke være i tvivl om, at vi har at gøre med den største politiske og forvaltningsmæssige skandale i nyere tid, siger Løhde.

Der er dog i øjeblikket ikke flertal for en advokatvurdering. Regeringens støtteparti Enhedslisten har for eksempel allerede fredet statsministeren og Statsministeriet.

Men de øvrige støttepartier, SF og De Radikale, vil vente med at konkludere noget lige med det samme.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener ikke, at en såkaldt politisk næse, som reelt ingen konsekvenser har, er nok.

- Jeg vil gerne understrege, at hvis regeringens støttepartier ikke mener, at der er grundlag for andet end en såkaldt "næse" til regeringen, så vil den demokratiske skandale i vores land være fuldbyrdet, skriver han på Facebook.

Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige har længe - altså før beretningens offentliggørelse - ment, at sagen bør undersøges yderligere.

Efter beretningen siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen:

- Det er stærkt kritisabelt. Statsministeren har handlet stærkt kritisabelt. Hun har vildledt befolkningen.

De blå partier har dermed ønsket den samme model, der blev benyttet efter Instrukskommissionens beretning om eksminister Inger Støjbergs ageren i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.

Her endte det med en rigsretssag mod Støjberg og en dom, der førte til, at hun blev kendt uværdig som folketingsmedlem.

Det var dog først efter folketingsvalget i 2019, hvor magten og flertallet skiftede fra blå til rød blok, at der var flertal til at nedsætte Instrukskommissionen.

DF's formand, Morten Messerschmidt, mener, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, skal fyres for sin ageren i sagen.

Kommissionen vurderer, at Bertelsen - og ni andre embedsfolk - kan drages til ansvar.

Sagen om ulovlig aflivning af mink tager udgangspunkt i et pressemøde 4. november 2020.

Anført af statsministeren meddelte regeringen, at alle Danmarks mange millioner mink skulle aflives.

Det skete af frygt for, at smitte med muteret coronavirus skulle sprede sig fra mink til mennesker og hæmme effekten af en fremtidig coronavaccine.

Men kort tid efter pressemødet viste det sig, at der ikke var lovhjemmel. Alligevel blev der ikke sat en stopper for aflivningen. Og først senere blev den nødvendige lovhjemmel sikret.

Den dag i dag er det fortsat usikkert, om minkerhvervet må genoptages i Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden