Venstre vil have flere værnepligtige og ligestilling af køn

Venstres formand mener, at der bør åbnes for en diskussion om, at kønnene skal ligestilles under værnepligten.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen mener, at det danske forsvar skal have markant flere værnepligtige og åbner for, at man skal ligestille kvinder og mænd under værnepligten.

Det siger han til Politiken.

Han opfordrer desuden regeringen til at begynde de politiske forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, hvor cirka 18 milliarder kroner, eller to procent af bruttonationalproduktet (bnp), skal udmøntes.

I dag bliver mænd indkaldt til forsvarets dag, tidligere kaldt session, når de fylder 18 år. Kvinder inviteres også, men for dem er det frivilligt at deltage.

Det finder Jakob Ellemann-Jensen uretfærdigt.

- De gamle årsager til at have en kønsopdelt værnepligt er ikke rigtig valide mere, og helt ærligt, så er vi altså også i det 21. århundrede, så selvfølgelig er det også noget af det, vi kommer til at diskutere, siger han til Politiken.

Kvinfo har ifølge Politiken også talt for at ligestille kønnene, når det kommer til værnepligt. Værnepligtsrådet, der er de værnepligtiges tillidsorganisation, mener også, at man bør ligestille kønnene.

Venstre-formanden ønsker også flere værnepligtige, men sætter over for Politiken ikke tal på, hvor mange det skal være.

I 2021 var der ifølge Forsvarets Personalestyrelse 1307 unge mennesker, der påbegyndte værnepligten. 27,4 procent af dem var kvinder.

Værnepligten varer i dag fire måneder, men den periode ønsker Ellemann også at øge. Den skal ifølge ham øges nok til, at de unge er i stand til at kæmpe mod en fjende, når de er færdige med værnepligten.

Kristian Søby Kristensen, seniorforsker på Center for Militære Studier, siger til Politiken, at værnepligten bør være på mellem 8 og 12 måneder, hvis de unge skal have uddannelse nok til at kunne kæmpe mod en fjende.

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Mogens Jensen, afviser ikke, at et nyt forsvarsforlig kan falde på plads i år.

Han siger også, at Socialdemokratiet ikke har "draget nogen endelig konklusion" på, om kvinder og mænd skal ligestilles under værnepligten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden