Politik

Venstre vil hjælpe bilister ved at sænke afgifter på benzin og diesel

Partiet havde åbnet for at gøre det. Nu melder V ud, at benzin- og dieselafgifter "skal bankes helt i bund".

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen (th.), og Venstres formand, Troels Lund Poulsen (tv.), mødtes søndag aften i en tv-duel hos DR.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen (th.), og Venstres formand, Troels Lund Poulsen (tv.), mødtes søndag aften i en tv-duel hos DR. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:19

Venstre, hvis formand, Troels Lund Poulsen, rækker ud efter statsministerposten, vil give bilisterne i Danmark en hjælpende hånd, fordi det bliver dyrere og dyrere at fylde benzin eller diesel på bilen.

Det er den ustabile situation i Mellemøsten, som påvirker priserne, og Venstre vil derfor i resten af 2026 sænke benzin- og dieselafgifterne til EU's minimumssats på henholdsvis 2,67 kroner per liter for benzin og 2,46 kroner per liter for diesel.

Det vil ifølge Venstre betyde, at benzinen vil falde i pris med mere end 2,50 kroner per liter, mens diesel vil falde med cirka 1,80 kroner per liter.

- Siden USA indledte krigen mod Iran, har benzin- og dieselpriserne været støt stigende, og det er blevet meget dyrt for helt almindelige danskere at fylde bilen op på tankstationen.

- I Venstre vil vi gøre det billigere at være dansker, og derfor vil vi nu sænke afgifterne på benzin og på diesel til EU's minimumssatser, siger Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Sænkelsen skal ske "hurtigst muligt", lyder det fra Venstre, uden at det er defineret nærmere.

Det er ikke helt uventet, at Venstre kommer med meldingen. I sidste uge udtalte økonomiminister og Venstre-næstformand Stephanie Lose til Jyllands-Posten, at partiet ville sænke afgifterne, hvis priserne fortsatte med at stige de næste uger.

Deadline for en endelig beslutning er, når en ny regering er på plads, lød det desuden.

Forslaget om at sænke afgifterne til EU's minimumssats ventes at koste cirka 3,5 milliarder kroner, lyder det fra Venstre.

- Det her er et forslag, der vil gøre det billigere at være dansker, og jeg håber meget, at vi vil kunne gennemføre det hurtigt, fordi det vil være en meget hurtig og konkret måde at sikre, at danskerne kan beholde flere af deres egne penge, siger Troels Lund Poulsen.

- Når benzinen stiger meget, som den er gjort, så kan det i særdeleshed mærkes. Derfor synes jeg, at det her er et rigtig godt forslag, og det vil betyde meget for den enkelte familie, når en tank med 40 liter benzin bliver mere end 100 kroner billigere, siger han.

Socialdemokratiets Frederik Vad skriver på Facebook, at statsministerpartiet følger med i situationen om benzin- og dieselpriserne.

- Vi er meget opmærksomme på det. Ligesom vi før har hjulpet, når priserne ramte særligt hårdt, vil vi også denne gang holde et vågent øje med udviklingen, skriver folketingsmedlemmet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden