Venstre vil også undtage diplomatbørn i sag om arbejdspligt
Det er "klart" at diplomatbørn bør undtages. Ministeren må sikre, at loven virker efter hensigten, siger DD.
Opdateret kl. 17:04
Venstre tilslutter sig nu regeringsfællen Moderaternes kritik af arbejdspligten, der utilsigtet rammer både adopterede og diplomatbørn.
Det siger beskæftigelsesordfører Kim Valentin (V).
- Det er meget klart, at hvis man bliver beordret af den danske stat til at arbejde i udlandet, så bør der være en undtagelse, siger han.
Ordføreren understreger dertil, at han ikke mener, at "diplomatbørn" er en korrekt betegnelse. Det bør i stedet gælde alle udenlandsk fødte børn, hvis danske forældre arbejder i udlandet på ordre fra den danske stat.
Arbejdspligten er en del af SVM-regeringens kontanthjælpsreform, der trådte i kraft den 1. januar 2025.
Pligten, der egentlig er målrettet indvandrere uden job, har været genstand for stor debat den forgangne uge, efter at det kom frem, at adopterede børn og nu også udenlandsk fødte diplomatbørn omfattes.
Årsagen er, at de pågældende børn er født i udlandet efter 1968.
Efter en del kritik meldte beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ud, at hun ville undersøge muligheden for, at de adopterede børn kunne undtages.
Og nu mener flere partier, at der er brug for endnu en undtagelse.
Det var Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, der tirsdag bragte emnet på banen, da hun i et interview med Ritzau opfordrede beskæftigelsesministeren til at finde en løsning på sagen.
- Det kan ikke være rigtigt, at den danske stat udsender diplomater i tre til fire år, og så kan de ikke få børn, mens de er væk, sagde hun.
I aftalepartiet Danmarksdemokraterne mener man, at regeringen i samme ombæring med, at man kigger på de adopterede, skal undersøge om andre bliver utilsigtet ramt.
- Intentionen med arbejdspligten er, at de ikke-vestlige indvandrere, der aldrig tager et arbejde, kommer ud på arbejdsmarkedet.
- Og ministeren må sørge for, at det kommer til at virke efter hensigten, lyder det i et skriftligt svar fra beskæftigelsesordfører i partiet Charlotte Munch.
Ifølge Kim Valentin er der behov for en samtale om, hvem der konkret rammes af arbejdspligten, så der ikke er tvivl om, hvorfor lovgivningen er udarbejdet, som den er.
- Vi vidste godt, at cirka ti procent af dem, der bliver ramt, ville være danskere. Men bliver man beordret til udlandet, bør der være en undtagelse.
- Vi må dog holde fast i, at der skal være objektive kriterier for lovgivning. Hvis ikke der er det, så sker der en forskelsbehandling, og det kan vi jo ikke have, siger han.
Valentin vil nu ligeledes bede ministeren undersøge sagen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.