Venstre vil sænke elafgift som hjælp til højere regninger
Folketingets partier skal tirsdag diskutere de stigende energipriser, men de er ikke enige om løsningen.
Det er nødvendigt at gøre noget for, at el- og varmeregningerne bliver sat ned.
Det mener Venstres klima- og energiordfører, Marie Bjerre.
Tirsdag eftermiddag skal Folketingets partier drøfte de stigende energipriser på et indledende møde.
- Der er forskellige løsningsmuligheder, men det afgørende må være, at regningerne bliver billigere, siger Marie Bjerre.
Venstre har foreslået at hæve varmepuljen, som partiet mener, er utilstrækkelig. Samtidig mener partiet, at der er behov for at sænke elafgiften i Danmark.
SF's klima- og energiordfører, Signe Munk, ser gerne, at der bliver givet en økonomisk håndsrækning til de danskere, som er hårdt ramt af prisstigninger.
- Hovedformålet er, at det skal være en målrettet hjælp, som kan komme ud at virke nu, siger hun.
Men den konkrete model vil hun gerne diskutere.
Signe Munk mener dog ikke, at det er det rigtige sted at diskutere elafgifter.
- Omlægning af afgifter, mener vi, skal ses i en samlet politisk forhandling, som både ser på den langsigtede virkning og også fremmer CO2-reduktioner.
- Det vi står med lige nu er en ekstraordinær prisstigning, siger hun.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.