Venstre vil sænke elafgiften til EU's mindstesats

I lighed med Konservative vil Venstre sænke elafgiften til 0,8 øre per kWh. Til gavn for danskerne, mener V.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, deltager søndag aften i en tv-debat på DR1 mod statsminister Mette Frederiksen (S) og K-formand Søren Pape Poulsen (K). <i>Keld Navntoft/Ritzau Scanpix</i>

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, deltager søndag aften i en tv-debat på DR1 mod statsminister Mette Frederiksen (S) og K-formand Søren Pape Poulsen (K). Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Som følge af de stigende energipriser er prisen på el steget de seneste måneder.

Det skal der gøres noget ved, mener Venstre.

Partiet vil derfor sænke elafgiften i de kommende seks måneder. Sådan lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand.

- Inflationen er tårnhøj i øjeblikket, og det skaber stor usikkerhed for mange mennesker og helt almindelige familier.

- Derfor foreslår vi nu at sænke elafgiften til det allerlaveste niveau. Det vil være en økonomisk håndsrækning, som kommer alle danskere til gode, siger Ellemann-Jensen i en skriftlig kommentar.

Helt konkret skal elafgiften ifølge Venstre sænkes til 0,8 øre per kWh. Det svarer til EU's minimumssats og er markant lavere end den nuværende elafgift i Danmark på over 70 øre per kWh.

I sidste måned meldte også De Konservative noget lignende ud. Det er en del af De Konservatives 2030-plan.

Både Ellemann-Jensen og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, bejler til statsministerposten.

Søndag aften skal Ellemann-Jensen og Pape i tv-debat mod statsminister Mette Frederiksen (S). Det sker på DR1 med start klokken 21.

Venstre vil blandt andet finansiere sænkning af elafgiften ved at mindske rammen for de offentlige anlægsinvesteringer. Det skal være med to milliarder kroner.

Desuden skal de penge, som staten i øjeblikket sparer, ved at vedvarende energi ikke behøver støtte grundet de høje energipriser, være med til at finansiere forslaget.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.