kriminalitet, lov og retfærdighed

Venstre vil sende forsvarschef på ny jagt efter Ukraine-våben

Lagrene skal søges igennem en gang til efter våben, der kan sendes til Ukraine, mener Venstre-ordfører.

- For Venstre er det afgørende, at man kigger en gang til på lagrene. Er der noget, vi har liggende, som vil være fornuftigt, og som kan anvendes? Vores opfordring til ministeren og forsvarschefen: Kig nu på, hvad der er af andre muligheder, siger forsvarsordfører Lars Chr. Lilleholt (V) om våben til Ukraine.
- For Venstre er det afgørende, at man kigger en gang til på lagrene. Er der noget, vi har liggende, som vil være fornuftigt, og som kan anvendes? Vores opfordring til ministeren og forsvarschefen: Kig nu på, hvad der er af andre muligheder, siger forsvarsordfører Lars Chr. Lilleholt (V) om våben til Ukraine. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Forsvarschef Flemming Lentfer kunne onsdag orientere partierne bag forsvarsforliget om, at der ikke umiddelbart er våben på de danske lagre, som kan sendes til Ukraine.

Venstre vil dog gerne sende forsvarschefen ud på lageret igen, selvom partiet er enigt i, at de meget omtalte Stinger-missiler ikke kan sendes til den tidligere sovjetrepublik, som frygter en militær invasion fra Rusland.

- For Venstre er det afgørende, at man kigger en gang til på lagrene. Er der noget, vi har liggende, som vil være fornuftigt, og som kan anvendes?

- Vores opfordring til ministeren og forsvarschefen: Kig nu på, hvad der er af andre muligheder, siger forsvarsordfører Lars Chr. Lilleholt (V).

Meldingen fra Lentfer var onsdag, at Danmark ikke har våben, som Ukraine kan benytte i den aktuelle situation.

Ukraine har sendt en liste til en række lande med konkrete ønsker til våben og materiel, så landet kan forsvare sig, hvis de mange tusinde russiske soldater, der står nær den ukrainske grænse, skulle gå ind i Ukraine.

På baggrund af Lentfers orientering har partierne besluttet, at der ikke skal sendes våben til Ukraine, fortæller forsvarsminister Morten Bødskov (S).

Forsvarsministeren siger, at regeringen principielt ikke vil tøve med at sende våben til Ukraine. Han er ikke bange for, at det kan trække Danmark for tæt på en væbnet konflikt, hvis man sender våben.

- Der er en mand, der har valgt, at vi er i den situation, som vi står i nu, og det er Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.), siger Bødskov.

SPØRGSMÅL: Hvis der faktisk var våben på lagrene, som ikke var for gamle, ville I så være klar til at sende dem afsted?

- Ja. Regeringens holdning er den, at vi ikke har nogen principiel modstand imod også at kunne støtte Ukraine med våben, siger Bødskov.

Det er Dansk Folkeparti, som også er med i forsvarsforliget, ikke enig i.

Tidligere formand Kristian Thulesen Dahl (DF), som forventer torsdag formelt at blive ordfører på området, mener, at Danmark skal fokusere kræfterne på afskrækkelse i Østeuropa.

Andre større militærmagter kan bedre løfte opgaven.

- Jeg har meget svært ved at se, at man umiddelbart kan finde andet materiel. Man skal huske på, at Danmark er et land med en størrelse, hvor vi har gearet vores nationale forsvar og materiel til den situation, som vi føler, at vi står i, siger Kristian Thulesen Dahl.

Man må ifølge DF bare konstatere, at det, Danmark ser ud til at kunne stille med, "har en ringe betydning".

De Stinger-missiler, som Ukraine har efterspurgt, er ikke egnet til krig, slår forsvarschefen fast.

SPØRGSMÅL: Hvorfor kan man ikke lade det være op til Ukraine at vurdere, om de vil have det udstyr eller ej?

- Det er mig, der skal stå inde for, at det militærfaglige er i orden, og i det hele taget overveje om man kan donere militært materiel til Ukraine. Så det er en afvejning, som jeg foretager, siger Lentfer.

Det er forsvarschefens "klare vurdering", at missilerne er teknisk og operativt forældede.

De blev udfaset af det danske forsvar i 2009. De sidste 13 år har de ikke været i operativ anvendelse, men ligget på et lager, og det er muligt, at motorerne ikke virker, tilføjer han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden