Politik

Vestjysk borgmesterkandidat nægter at vie homoseksuelle

Ligestillingsministeren kalder det et "tilbageskridt", at Kristian Andersen ikke vil vie homoseksuelle.

Kristian Andersen, der er Kristendemokraternes borgmesterkandidat ved dette års kommunalvalg, sidder på partiets landsmøde på Hotel Severin i Middelfart 16. oktober 2021. Han vil ikke vie homoseksuelle, hvis han bliver borgmester, og det kalder ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) et "tilbageskridt". (Arkivfoto).
Kristian Andersen, der er Kristendemokraternes borgmesterkandidat ved dette års kommunalvalg, sidder på partiets landsmøde på Hotel Severin i Middelfart 16. oktober 2021. Han vil ikke vie homoseksuelle, hvis han bliver borgmester, og det kalder ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) et "tilbageskridt". (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Kristendemokraternes borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune, Kristian Andersen, vil ikke vie homoseksuelle, hvis han bliver borgmester.

Han siger til DR, at han ikke har noget imod homoseksuelle, eller at de bliver viet på rådhuset.

Men han vil ikke selv stå for vielserne. Det skyldes, at han har, hvad han selv over for DR kalder "kirkens klassiske syn på ægteskabet mellem en mand og en kvinde".

- Her er plads til, at man er homoseksuel, og man kan blive viet. Der er også plads til at være konservativ kristen, og det betyder ikke, at vi skal rende og nedgøre hinanden, men at vi kan leve side om side med forskellige holdninger, siger Kristian Andersen til DR.

Ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) kalder det lørdag aften et "tilbageskridt, når en borgmesterkandidat nægter at vie homoseksuelle". Det skriver han i et opslag på den sociale platform X.

- Vi bliver ved med at gå foran og vil ikke acceptere diskrimination. Danmark har valgt ligestilling for homoseksuelle i ægteskab, og det valg står fast, skriver Heunicke.

I 2017 kostede Kristian Andersens synspunkter ham posten som borgmester i kommunen.

Der lå et flertal uden om Venstre, men hans modstand mod at vie homoseksuelle betød, at Socialdemokratiet nægtede at gøre ham til borgmester. De pegede i stedet på en Venstre-borgmester.

Kristian Andersen siger til DR, at han har en "god fornemmelse" af, at det ved dette års kommunalvalg ikke vil spænde ben for ham.

Ved kommunalvalget i 2021 fik Kristendemokraterne fremgang i Ringkøbing-Skjern Kommune. Kristian Andersen fik som ved det foregående valg flest personlige stemmer i kommunen.

Der er valg i kommunerne og regionerne tirsdag 18. november.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden