Jeg tænker på to episoder. Den første udspillede sig her i Nordjylland, da statsminister Mette Frederiksen (S) under et besøg udtalte de nu berygtede ord:

- Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål omkring mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale.

Den vender vi tilbage til.

Den anden episode udspillede sig primært på Christiansborg i København, da de personalemæssige konsekvenser for embedsmændene i minksagen blev offentliggjort. Der var blodtørst i luften, og det var decideret ubehageligt at være vidne til.

Da det stod klart, at Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen kommer ud af sagen med en skriftlig advarsel og ikke fritstilles, kogte det over hos flere borgerlige politikere.

Liberal Alliances Alex Vanopslagh kaldte forløbet i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, hvor konsekvenserne for embedsmændene blev udmålt, for en ”Monty Python-farce”. Danmark var nu reduceret til et ”klovne-demokrati”, skrev han.

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige mente, at Danmark er en ”elitær bananrepublik, hvor toppen holder hånden over hinanden”.

Og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt stemplede Barbara Bertelsen som persona non grata i forbindelse med en eventuel kommende, borgerlig regeringsforhandling.

Det er ikke bare uskønt, når folketingspolitikere bidrager til at underminere demokratiet og dets institutioner og kræver embedsmænd fyret, som Vanopslagh, Mathiesen og Messerschmidt gjorde i denne uge. Det er decideret farligt.

Det danske samfund er kendetegnet ved en usædvanlig høj grad af tillid - både danskerne imellem og fra danskerne til samfundets institutioner. Det har politikerne en pligt til at beskytte. De skal faktisk gå forrest. Men det er som om, at minksagen har kortsluttet alle tankeprocesser og al ansvarsfølelse.

Når politikere som her blander sig i personalepolitikken i Statsministeriet, bunder det jo næppe i uvidenhed om ansættelsesretlige forhold.

Tjenestemænd har, ligesom ansatte på det private arbejdsmarked, rettigheder, som er forankret i love, som de selv og deres arbejdsgivere skal følge. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har derfor, som den skal, fastsat sanktionerne over for de involverede embedsmænd ud fra tjenestemandsloven.

Det er et system, vi skal værne om, og det må beskyttes imod politiske brushoveder, der jagter den hurtige, personlige gevinst.

Derfor var det også prisværdigt, at de to borgerlige statsministerkandidater, Søren Pape Poulsen fra De Konservative og Venstres Jakob Ellemann-Jensen, holdt sig for gode til at gå efter embedsværket og i stedet placerede ansvaret, hvor det hører hjemme:

Hos Statsministeren.

Og så er vi tilbage ved førstnævnte lavpunkt. For Mette Frederiksen vil jo ikke vedkende sig et ansvar, der så tydeligt er hendes.

Mette Frederiksen sad for bordenden, da beslutningen om at aflive minkene blev truffet. Andre lavede fejl ved ikke at have styr på lovhjemmel, og både ministre og embedsmænd var for hårdt angrebne af panik til at betvivle den vildt overdrevne trussel om et nyt Wuhan i Nordjylland.

Men rollefordelingen var klar: Statsministeren traf beslutningen. Andre ministre og embedsmændene førte beslutningen ud i livet.

Mette Frederiksens konsekvente fornægtelse af sit ansvar er ikke bare pinsomt at overvære. Det kortslutter vores grundlæggende tillid til landets øverste, demokratiske embede. En tillid baseret på, at en statsminister aldrig løber fra ansvaret.