Virolog: Coronastrategi er vendt fra at være bred til fokuseret

Onsdag blev en ny coronastrategi fremlagt i Statsministeriet. Ifølge virolog har fokus rykket sig en del.

Onsdag blev en ny coronastrategi fremlagt i Statsministeriet. Ifølge virolog Allan Randrup Thomsen har fokus rykket sig fra den brede befolkning til den sårbare målgruppe. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Onsdag blev en ny coronastrategi fremlagt i Statsministeriet. Ifølge virolog Allan Randrup Thomsen har fokus rykket sig fra den brede befolkning til den sårbare målgruppe. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fokus er ændret i Danmarks strategi for håndteringen af coronapandemien.

Det mener Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

Meldingen kommer, efter at regeringen og sundhedsmyndighederne onsdag har holdt pressemøde om de kommende måneders coronastrategi.

Her blev det blandt andet præsenteret, at befolkningen over 50 år tilbydes et fjerde stik mod coronavirus per 1. oktober, mens resten af befolkningen umiddelbart går fri i denne omgang.

Og dermed er fokus ifølge Allan Randrup Thomsen flyttet fra at være hele befolkning, der skulle beskyttes, til kun at være de udsatte.

- Vi har mentalt flyttet coronavirus over i den samme kategori som influenza, hvor vi ikke tilbyder vacciner til den brede befolkning, men at vi tilbyder det til de mest sårbare og ældre, siger han.

Ifølge virologen er det formentlig den måde, som pandemien kommer til at blive håndteret på fremover.

Strategien lægger også op til, at Danmark kan undgå nedlukninger og restriktioner i fremtiden - dog også med det forbehold, at man ikke kan spå om nye coronavarianter.

- Men hvis vi fortsætter med varianter med et fareniveau som omikron, så mener jeg, at det er fuldt realistisk, at vi kan undgå restriktioner, siger han.

Heller ikke epidemiolog Lone Simonsen forventer restriktioner og nedlukninger, som tingene ser ud lige nu.

Ifølge hende står Danmark et godt sted takket være en vellykket vaccineudrulning. Det er på trods af at smitten - særligt drevet af undervarianten BA. 5 - er stigende.

- Vi har vaccineret rigtig godt igennem, og der er især høj vaccinedækning hos dem over 50 år. Ny data viser også, at hvis man har været smittet i vinterbølgen med BA. 2, så er man beskyttet rigtig godt mod BA. 5-varianten, der cirkulerer nu, siger Lone Simonsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.