Politiker rasler med sablen over for Aalborgs renovationschef

Efter flere artikler om tyverier fra genbrugsplads er tilliden til chefen svækket

Caspar Birk og Lars Teilmann
Per Rise fortalte om tyveri fra genbrugspladsen, men Aalborg Renovation meldte ikke sagen til politiet. Foto: Thomas Hansen
Tyverier 30. september 2013 07:00 - Opdateret 30. september 2013 13:05

AALBORG: Byrådsmedlem Vibeke Gamst (K) vil nu have undersøgt, om Aalborg Kommunes renovationschef Torsten Nord passer sine forpligtelser.

Det sker efter, at NORDJYSKE Medier i weekenden har beskrevet, hvordan flere personer har set ansatte på genbrugspladsen på Over Kæret i Aalborg stjæle skrot.

Tidligere har den fyrede renovationsmedarbejder Kenneth Møller fortalt, hvordan ansatte begik tyverier.

Men da forsyningsudvalget i Aalborg Kommune for knap 14 dage siden fik en mundtlig redegørelse om sagen, sagde renovationschef Torsten Nord, at ”der er myter, der ikke lader sig udrydde - for eksempel den myte, at der stjæles skrot fra genbrugspladsen a medarbejderne”.

Men i NORDJYSKE fortalte Per Rise i weekenden, at han har set to ansatte løfte rustfrit stål og aluminium op fra en jerncontainer, hvor det hører hjemme, og smidt det i en golfbil, som de ansatte kører rundt i.

Føler sig dårligt informeret

Tyveriet blev meldt til administrationen i Aalborg Renovation, hvor han i øvrigt udpegede en af de medarbejdere, der stod bag tyveriet. Sagen blev dog ikke politianmeldt, og Per Rise hørte ikke mere til sagen.

- Jeg synes, at det er mærkeligt, at vi ikke har hørt om denne sag, når vi har holdt et møde, hvor renovationschefen var til stede. Jeg følte mig ellers godt informeret efter det seneste møde i forsyningsudvalget. Det gør jeg ikke mere. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, at vi for det første ikke har fået det hele at vide, og at vi måske også har fået noget at vide, som ikke er sandt, siger Vibeke Gamst.

- Derfor vil jeg få forvaltningen til at forholde sig til Thorsten Nords ansættelse, så vi kan få undersøgt, om han passer sine forpligtelser, siger hun.

Vibeke Gamst vil også have borgmesterens forvaltning til at undersøge, om fyringen af Kenneth Møller er foregået efter reglerne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...