Politiker: Reception er frås
207.412 kr. for en reception i et kommunalt ejet selskab er mangel på respekt for skatteyderne, mener LA
Opdateret kl. 22:24
AALBORG: Medlem af Aalborg Byråd Hans Peter Beck (LA) mener, at Reno-Nord "tydeligvis har valgt en alt for omfattende fejring".
Han betegner det som "frås og manglende respekt for skatteyderne" at Reno-Nord har brugt 207.412 kr. på en reception, hvor bl.a. 77.421 kr. er gået til mad og 23.749 kr. til en løber/gulvtæppe.
- Det er absolut frås og unødvendigt, siger Hans Peter Beck.
Han mener, at man skal være varsom, når der er tale om kommunale kroner.
- Man skal virkelig passe på, og man kunne holde det helt nede i niveau og lave en stille og rolig reception med en gave og noget vin. Hvis man selv vil mere, kan man så gøre det og selv betale for det. Der er jo ikke ret mange, der holder fest for 200.000 kr., siger Hans Peter Beck.
Han mener, at receptionen hos Reno-Nord ser voldsom ud sammenlignet med andre receptioner.
- Hvis der skal en ny minister ind i et ministerium, så laver man en reception og har noget vin og skåler, har en lille gave for at sætte rammen, og så er det, at jeg spørger, hvorfor er det, at det skal være så meget dyrere for skatteborgerne at skifte direktør i Reno-Nord. Det giver ikke nogen mening i min verden.
Han mener, at det ikke burde være svært at holde et passende niveau.
- Det burde være almindelig sund fornuft, at man holder en stille og rolig reception.
Samtidig mener han også, at det skal være muligt at sige pænt farvel til ansatte og dermed vise respekt for arbejdsindsatsen.
- Men det behøver ikke at koste så mange penge, siger Hans Peter Beck.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.