Reception for direktørskifte kostede 200.000 kroner
Reno-Nord markerede direktørskifte med en reception, der løb op i 207.413 kroner
Opdateret 04. april 2017 kl. 17:21
AALBORG: Der var ingen smalle steder, da skatteyderne betalte for en kæmpe afskeds- og tiltrædelsesreception hos aalborgensiske Reno-Nord, skriver netmediet Journalista.dk.
Den omtalte reception blev afholdt i maj 2016 for at sige goddag til den nye direktør, Thomas Lyngholm, og farvel til Henrik Skovhaug, der efter 20 år på posten valgte at stoppe hos det kommunalt ejede renovationsfirma. Nu har Journalista.dk har fået aktindsigt i udgifterne til receptionen.
Festlighederne var så omfattende, at man havde fundet det nødvendigt at hyre et eventfirma, som stod for den praktiske gennemførsel af de mange programpunkter.
Ifølge den fremsendte opgørelse fra Reno-Nord kostede det i alt skatteyderne 207.412,19 kroner.
Blandt andet lejede Reno-Nord en 180 meter lang rød løber, hvilket i sig selv kostede 23.749,94 kroner. Ved at følge den kunne deltagerne gå i retning af den opstillede buffet, hvor der for 77.421 kroner var gjort klar til, at 220 kunne få stillet sulten og slukket tørsten.
For at sikre at så mange som muligt deltog i den stort opslåede reception, indrykkede Reno-Nord en række annoncer hos Nordjyske Medier, hvilket medførte en udgift på 32.582,73 kroner.
Her eftersøgte man forretningsforbindelser og andre venner af huset, mens der omvendt ikke var fri adgang for de nordjyske skatteydere, selv om det var dem, der betalte gildet.
Ifølge TV2 Nord var bestyrelsen ikke orienteret.
- Havde det budget været igennem bestyrelsen, så havde vi nok skåret væk, så prisen for receptionen var blevet det halve, som også er det, jeg helt ærligt troede, den kostede. Men det er vores fejl, at vi ikke har interesseret os nok i det budget, siger Daniel Nyboe Andersen (R), viceborgmester i Aalborg Kommune og bestyrelsesformand i Reno-Nord til TV2 Nord.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.