Politikere er også borgere

Allan Jensen skriver i sit indlæg 8.3., at jeg ikke optræder ydmygt.

Min påståede manglende ydmyghed bestod i en udtalelse til pressen, efter vi i forretningsudvalget i Region Nordjylland netop havde valgt fortsat at satse på sygehusbehandling på mindre sygehuse i Nordjylland. Politisk valgte vi samtidig at stille krav til en kommende plan om, at vi skal fastholde samme aktivitetsniveau på Dronninglund Sygehus, selvom der skal flyttes andre funktioner. Derfor synes jeg, at Allan Jensen kæder tingene forkert sammen og skaber et fantombillede af mig som en politiker, der ikke lytter til dem, der har valgt mig. Et forkert fantombillede, som han dernæst kritiserer. For det første er jeg selv borger. Mange borgere har bakket op om at vælge mig og resten af regionsrådet, og vi skal træffe beslutninger på vegne af borgerne. I nogle tilfælde er det svære og upopulære beslutninger, hvor det kan handle om prioritering i forhold til blandt andet økonomi og kvalitet. Præcis i denne sammenhæng handlede det om for os som politikere, helt modsat Allan Jensens opfattelse, at vi fik præciseret, at vi netop har politikere til at sikre demokratisk indflydelse. Vi havde netop fået forelagt et forslag fra administrationen i regionen, som indeholdt flere større strukturelle ændringer. Og der kunne vi netop bevise, at vi politisk kunne fastholde, at der ikke skal ske større strukturelle ændringer i den kommende periode. Og deraf kom min udtalelse om, at "det er derfor, vi har politikere". Modsat Allan Jensen opfatter jeg det som både ydmygt og som endnu et bevis på, at vi som borgere fortsat har en demokratisk indflydelse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.