Politikere glade for jubilæumsforestilling
NORDJYSKE Mediers jubilæumsforestilling tog udgangspunkt i både avisen og Danmarks historie - og det faldt i god jord
NORDJYSKE: De nordjyske politikere var mødt talstærkt op til NORDJYSKE Mediers jubilæumsforestilling, som blev afholdt lørdag i Musikkens Hus.
Forestillingen tog udgangspunkt i avisens udvikling, som i høj grad har været præget af historiske begivenheder i Danmark - herunder enevældens fald og Grundlovens indførelse.
Bjarne Laustsen (S), medlem af Folketinget:
- Jeg synes, det har været et rigtig godt arrangement. NORDJYSKE har betydet alt for mig. Jeg har selv gået med avisen i alt slags vejr, og i dag er jeg jo én af dem, der skal mene og sige noget. Derfor synes jeg, det er fantastisk at NORDJYSKE trykker alle meninger og indlæg i avisen, og jeg er altid spændt på at læse, hvad der står i avisen, når jeg kan se den på nettet klokken 23 hver aften.
Henning G. Jensen, tidligere borgmester i Aalborg Kommune:
- Det har været både nyttigt og fornøjeligt, og vi kan jo se, det ikke altid har været nemt. Selv har jeg samarbejdet utrolig meget med NORDJYSKE igennem mange år, og jeg er fuld af beundring over den udvikling, der er sket - også på de elektroniske medier.
Arne Boelt (S), borgmester Hjørring Kommune
- Det har været så fantastisk at se historien udspille sig igennem de sidste 250 år. Jeg er selv dybt afhængig af medierne - både når de skal holde mig i ørerne, men også når jeg selv skal ud med et politisk budskab.
Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester Aalborg Kommune
- Jeg synes, det har været fantastisk. Både de kulturelle indslag fra Aalborg Symfoniorkester og Aalborg Teater, men også det vi har hørt om de rent mediefaglige ting - som dengang, der ikke var ytringsfrihed, og da staten kunne tvinge avisen til at fyre en redaktør. Det har gjort stort indtryk.
Mikael Klitgaard (V), borgmester Brønderslev Kommune
- Det har været fornemt - symfoniorkesteret er jo altid fantastisk at opleve. Selv bruger jeg jo avisen rigtig meget - og i dag er den jo også så meget andet end en avis. Det bliver spændende at se, hvad der sker de næste 250 eller bare 10 år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.