Politikere mødt af demonstration
Pænt fremmøde ved rådhuset i Frederikshavn, da borgere forsøgte at påvirke politikernes forventede lukninger af skoler og institutioner
FREDERIKSHAVN: En større gruppe af elever og forældre fra Stensnæsskolen i Voerså havde torsdag taget turen til rådhuset i Frederikshavn for at demonstrere mod lukningen af deres skole.
Om det sagde en af forældrene, talskvinden Charlotte Laubek:
- Stensnæsskolen har en enorm betydning for den sydlige del af Frederikshavn Kommune. Hvis ikke Stensnæsskolen ligger der, så er vi dybt bekymrede for, at vi stille og roligt affolker det område og gør det mindre attraktivt for ressourcestærke familier.
- Vi kan se dokumentation for, at når man lukker mindre skoler, så lukker man faktisk også vækst og udvikling i et område, tilføjede hun.
Udover de mange fremmødte fra Voerså, så var bekymrede borgere fra både Aalbæk og Gærum også mødt op.
Politisk behandling
Umiddelbart efter demonstrationen skulle børne- og ungdomsudvalget i gang med den første politiske behandling af det omfattende sparekatalog. Og udvalgsformand Christina Lykke Eriksen (SF) har i den grad bemærket, at det er et følsomt emne, som politikerne rører ved.
- Det gør rigtigt meget indtryk, at så mange folk er mødt op, sagde hun og tilføjede, at hendes computer på det seneste har været på overarbejde.
- Jeg tror ikke, at der findes en børnehave eller skole i Frederikshavn Kommune, som ikke er repræsenteret i min mail-boks.
Besparelserne skal behandles igen i næste uge - onsdag 14. maj på et ekstraordinært møde i børne- og ungdomsudvalget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.