Politimand skifter spor
Betjent satser på fremtid som heilpraktiker.
AGERSTED: - Jeg har interesseret mig for kost og motion, siden jeg var ganske ung, så jeg har altid været opmærksom på, hvordan det hele spiller sammen, når vi snakker om sundhed og helbred, fortæller Heiko T.R. Nielsen, siddende i det rum, der i fremtiden skal være heilpraktiker-klinik.
Han har sammen med sin kone været i gang med en større renovering af huset på Søråvej øst for Agersted.
- Vi mangler en del endnu, og her i sommer har vi især koncentreret os om det udvendige, men nu kommer turen til det indvendige. Jeg kan godt lide at renovere huset, så det skal nok blive færdigt snart, forsikrer han.
Fortsætter som betjent
Han arbejder i øjeblikket som politibetjent, og det agter han at fortsætte med den kommende tid, men på sigt er det hans plan at leve af at være heilpraktiker.
- Jeg er endnu under uddannelse, men til næste sommer er jeg færdig. Jeg er dog startet med at behandle folk, og jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang, fortæller han.
En heilpraktiker er en tysk lægeeksamineret naturmediciner. I Tyskland er heilpraktikerne statsanerkendte og en del af den private sygesikring. I Danmark sker uddannelsen på Heilpraktikerskolen, der har overført den tyske model til Danmark. Forløbet varer tre år og derudover kræves eksamen i anatomi, fysiologi, patologi og klientpsykologi.
Livslang interesse
Heiko Nielsen har, siden han var ung, haft interesse for naturlig sundhed og ernæring, men det var især efter, at han oplevede sygdom i sin nærmeste familie, at tanken om at uddanne sig som heilpraktiker tog fart.
- Ja, man kan godt sige, at jeg fik lejlighed til at opleve det offentlige sundhedsvæsen indefra, og det var i virkeligheden den udløsende faktor, der fik mig i gang med uddannelsen. Det er min opfattelse, at der i Danmark er mangel på behandlingstilbud ud over det offentlige, hvilket også har været incitament til at starte min egen klinik. Jeg ved, at behovet er der. Nu skal folk så bare lige finde ud af, at jeg eksisterer, tilføjer Heiko Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.