Polske brobyggere fyret
Nu satser MT Højgaard på nordjyske svejsere til at gøre jernbanebroen færdig
Den polske metalvirksomhed, som har forsøgt at svejse en ny broklap til jernbanebroen over Limfjorden, er afskediget af hovedentreprenøren MT Højgaard.
Da en kontrol efter broklappens ankomst til Aalborg i november afslørede svejsefejl i massivt omfang, tilbød den polske virksomhed Tarkon ellers at sende svejsere til Danmark for at lave arbejdet om.
- Men vi konstaterede hurtigt, at det ikke var interessant for os, så vi valgte helt at opsige samarbejdet med virksomheden, oplyser kommunikationschef hos MT Højgaard, Sofie Karen Lindberg.
- Det gør det også meget nemmere for os i den placering af ansvaret, som efterfølgende skal ske. Det er jo ingen hemmelighed, at vi mildt sagt ikke har været tilfreds med det arbejde, den polske fabrik har leveret, tilføjer hun.
I stedet er der truffet aftale med to nordjyske metalvirksomheder, som stiller med hvert et hold svejsere straks efter nytår.
Hvornår broklappen er færdig til brug, vil hun til gengæld ikke at oplyse.
- Det har vi en aftale med Banedanmark om. Broen er færdig, når den er færdig, siger hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.