Populær dronning runder 70 år på tronen i en svær tid
Kongehuset døjer med den største skandale siden Dianas død. Briterne gør klar til at fejre Elizabeth til juni.
Det er en markant milepæl, Elizabeth II runder søndag.
70 år som dronning af Storbritannien.
En menneskealder. Og bevis på en holdbarhed, som kun få i historien har overgået.
Dronningen har været en fast klippe i et omskifteligt Storbritannien, der har skullet genfinde sig selv efter kolonitiden og senest med et farvel til EU.
Men platinjubilæet, som briterne kalder det, kommer i en svær tid for kongehuset og for Elizabeth selv.
Efter 73 års ægteskab døde hendes mand, prins Philip, sidste år.
Sønnen prins Andrew, af mange i England omtalt som dronningens yndlingssøn, står anklaget for overgreb og er blevet lagt på is. Han har mistet sine militære titler og protektorater og er nu bare "privat borger".
Barnebarnet Harry, kronprins Charles' yngste søn, har desuden forladt kongehuset, smækket med døren og er flyttet til USA med sin hustru, Meghan Markle.
Og dronningen selv, som efterhånden også er fyldt 95, er ikke i fysisk topform.
I oktober overnattede hun på hospitalet i forbindelse med "forundersøgelser". Siden har hun kun vist sig ved få lejligheder.
Selve den runde dag søndag, som også er hendes fars dødsdag, markerer hun ikke offentligt.
De store fejringer er udskudt til juni i år, hvor hele den britiske befolkning så til gengæld også er inviteret med.
Elizabeth nyder stadig stor popularitet i befolkningen, og mange millioner ventes at ville fejre hende.
Både torsdag den 2. og fredag den 3. juni har briterne således fået fri til festlighederne, som også strækker sig ind over weekenden.
Der vil blandt andet være en stor militærparade gennem London med over 1400 soldater og 200 heste om torsdagen.
I de dage vil det også være muligt at besøge dronningens slot Balmoral i Skotland og ejendommen Sandringham.
De fire dages fejring rundes af med en enorm fællesspisning søndag, hvor briter opfordres til at holde frokost med venner, familie og naboer i hele kongeriget.
Regeringen har desuden lagt op til, at pubber og barer kan holde åbent to timer ekstra i fejringsdagene.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.