Populær leder hyldet
Niels Jensen blev fejret af gratulanter fra nær og fjern
BRØNDERSLEV: Brønderslev Produktionsskole og Niels Jensen. Det er to ting, der har hængt uvægerligt sammen. Men nu skal både Brønderslev & Dronninglund Produktionsskole og Niels Jensen finde en ny identitet.
Fredag blev der holdt reception for Niels Jensen, der stopper efter 33 år som leder af produktionsskolerne. Og der var gratulanter fra nær og fjern. Faktisk fik Niels Jensen hilsner fra det ganske land.
- Du kan med stolthed forlade skuden. Den kan sejle af sig selv, sagde Ole Andersen om produktionsskolerne.
- I har forstået at navigere i et farvand med evige forandringer. Men skolerne har tilpasset sig hver gang. Også selv om der tit kommer meldinger fra regeringen, som vi ikke er så glade for.
- I har på produktionsskolerne gjort tusindvis af unge klar til en erhvervsuddannelse. Det er det, vi har brug for. Og det har I gjort jeres til.
Formand for de to produktionsskoler, Ole Andersen, Asaa, kunne konstatere, at der er en udfordring for skolen uden Niels Jensen ved roret.
Formand for Brønderslev Kommunes beskæftigelsesudvalg, Eskild Sloth Andersen (S), konstaterede, at Niels Jensen har udført et meget stort arbejde for de unge.
- Du har altid talt de unges sag. Man kan se, at du holder af de unge, og gør en indsats. De, der kommer på skolerne, får en oplevelse, som de kan leve længe på.
Borgmester Mikael Klitgaard roste også det gode samarbejde med kommunen.
Leder af UngeCentret i Brønderslev, Hanne Neergaard, roste Niels Jensen for hans gode modtagelse af UngeCentret.
Birthe Rosenfeldt fra Aasen Teater bragte kulturens hilsen til Niels Jensen, der har støttet kulturelle tiltag i kommunen.
Der er endnu ikke fundet en ny forstander.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.