Populær pingpong
Bordtennis-træningslejr har nu venteliste
SINDAL: B75’s tre-ugers træningslejr med indkvartering på Sindal Skole og træning i Sindalhallerne blev tirsdag åbnet af viceborgmester Daniel Rugholm (K). Træningslejren er så populær, at bortennisklubben fra Hirtshals har unge spillere fra hele verden skrevet på venteliste.
Rammerne i Sindalhallerne udnyttes fuldt ud, så deltagerantallet kan kun vokse, hvis rammerne bliver større.
Den kommende tilbygning til Idrætscenter Hirtshals, som byrådet netop har vedtaget som ny hjemmebase for klubben, vil ikke kunne rumme flere.
Det bekymrer dog ikke lejrchef Lars Rokkjær fra B75, at man skal blive i Sindal.
- Volumen i sig selv er jo ikke noget. Det vigtigste er, at vi leverer kvalitet og det gør vi, understreger Lars Rokkjær.
- Lejren er unik
Lejrchefen peger på, at lejren i Sindal er unik, fordi den samler toptrænere og landstrænere på tværs af landegrænserne og dermed indirekte træner både spillere og trænere, fordi de kan udveksle erfaringer.
- Ju Han Chen ( B75’s kvindelige kinesiske cheftræner) har lige været til møde med Kinas 20 bedste trænere. De spurgte hvor mange spillere de måtte sende til vores lejr, siger Lars Rokkjær.
Kinesiske Lei Yang, som er teknisk træner for det tyske landshold, går forbi.
- Tyskland er europas bedste bordtennisnation og Lei Yang har trænet deres mester. Hvis dette havde været en fodboldlejr, ville det svare til at vi havde Messis træner med på lejren, siger Lars Rokkjær.
Landstrænere fra hele verden
Blandt de unge spillere fra 18 nationer, som er strømmet til lejren findes naturligvis også danskere. Rasmus Brund Storkehave fra Københavns Bordtennisklub træner normalt med det danske landshold i Brøndby. Han har flere gange været på lejr i Sindal.
- Jeg plejer at være rigtig glad for at være med. Jeg kommer for at blive bedre teknisk og mentalt og det plejer at være de bedste trænere, der er i Sindal, siger Rasmus Brund Storkehave. Hans mål i år er at forbedre sin forhånd.
B75’s egen Ronni Graversen hæfter sig ved kvaliteten på lejren.
- Det er jo landstrænere fra hele verden. Der er to trænere til otte spillere, så der er altid en træner, man kan spørge om råd, siger Ronni Graversen.
Han vil i år træne at bevæge sig mere fremad og træne sin baghånd.
Træningslejren i Sindal kan vare op til tre uger for spillere og trænere. De er indkvarteret på Sindal Skole lige over for Sindalhallerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.