Portene åbnes til hestemekka

Åbent hus i Vendsyssel Køreforening og Holtegaard Rideklub

Arkivfoto: Kurt Bering

Arkivfoto: Kurt Bering

TRY:Elegante køreheste, som suser forbi i flyvende gang. Svævende dressurheste og deres ryttere, der får den svære dressurkunst til at legende let ud. Skinnede sorte oldenborgheste i harmonisk kvadrilleopvisning.

Det og meget mere sker til åbent hus på Holtegaard ved Try søndag 9. oktober, når Vendsyssel Køreforening og Holtegaard Rideklub slår portene op for alle interesserede.

De to foreninger vil denne dag vise gæster hestens spændende verden og de mange discipliner, som hestesporten byder på - bl.a. ridning og kørsel.

Dagen byder på forskellige indslag for enhver smag. To erfarne ryttere rider et fælles program i pas de deux og får dressurens svære kunst til at legende let ud.

Bagefter overtager køreforeningen scenen, hvor dygtige juniorkuske fra Vendsyssel Køreforening giver opvisning i dressurkørsel.

Har man mod på det, kan man bagefter få tøjlerne i hånden og styre hestene. Rideklubbens ponyer står også klar til at give en tur til dem, der har lyst til det.

Et andet højdepunkt på dagen er rideklubbens oldenborgkvadrille. Ryttere på oldenborgheste viser et fælles rideprogram, som udover ridefærdighed kræver samarbejde, overblik og koordinering for at få opvisningen til at gå op i en højere helhed.

De kraftige og gerne sorte oldenborgheste er særligt velrepræsenteret til arrangementet, for både køreforeningen og rideklubben bruger den godmodige hesterace, som de seneste ejere af Holtegaard også har avlet og avler i dag.

Der er gratis kaffe og kage til arrangementet, hvor alle er velkomne til en hyggelig eftermiddag, hvor man måske endda får lyst til at udforske hestens forunderlige verden og klubbernes fællesskab omkring heste nærmere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden