Postkiks kan koste vagt-apotek
Ansøgning nåede ikke frem, fordi den forsvandt i posten
NORDJYLLAND: Hvis borgerne i Hobro og omegn fra 1. januar 2018 ikke mere kan få medicin på apoteket uden for den normale åbningstid, kan skylden være PostNords.
Fra 2018 skal der ifølge en ny lov være et vist antal apoteker landet over med udvidet åbningstid. Fristen for at søge udløb 6. februar. 1. februar sendte apoteker Gunder Gundersen fra Hobro Apotek et såkaldt quickbrev med en ansøgning.
Brevet nåede tilsyneladende aldrig frem.
Læs mere om fremtiden for apotekerne på NORDJYSKE plus
I en opgørelse fra Region Nordjylland konstateres det lakonisk, at det nuværende vagtapotek i Hobro "har ikke indsendt ansøgning om at komme med i den nye vagtordning. Der vil derfor ikke fremover være" apotek med vagt her, hedder det i sagsfremstillingen, som på mandag behandles politisk.
Apotekeren i Mariager har søgt (pr. mail!). Og embedsmændene i Region Nordjylland indstiller, at apoteket i Mariager skal tildeles såkaldt c-vagt-status.
I 2016 blev 4814 kunder betjent på Hobro Apotek i vagt- og tilkaldevagt-perioderne. Gunder Gundersen siger, at når han søgte, var det ikke, fordi vagten er attraktiv indtjeningsmæssigt, men fordi han følte en forpligtelse i forhold til lokalområdet.
- Jeg synes, det er synd for befolkningen, at man må til Mariager, siger han.
Formanden for Venstres regionsrådsgruppe, Lone Sondrup, mener dog, at Hobro må i spil igen.
- Det dur ikke, at det er PostNord, der afgør, om vi placerer vagtapoteker fornuftigt eller ej, siger hun.
Og i elvte time kommer Hobro måske på banen: Efter at være blevet gjort opmærksom på sagen og have fået fremsendt en ny udgave af Hobro-ansøgningen mailede Lægemiddelstyrelsen i går denne videre til regionen. Styrelsen vurderer, at ansøgningen må betragtes som indsendt rettidigt, oplyser sektionsleder Henrik Bang Nielsen, Lægemiddelstyrelsen.