Præmiekvæg på udstilling
5000 besøgende lagde onsdag vejen forbi Agro Nord i Messecenter Aars

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AARS:Køer, genetik, grundig inspektion og præmier var nogle af grundelementerne, da Agro Nord 2013 holdt 25 års jubilæumsudstilling i Messecenter Aars.
I stalden bag messecenteret var de 166 tilmeldte køer opstaldet for dagen, og med personale til både at fodre fronten og rengøre bagen virkede dyrene ganske tilfredse med deres midlertidige staldplads.
Fem ad gangen kom dyrene så. Væk fra deres lette liv i bagstalden med rigeligt halm og ud til bedømmelse i manegen, der var lige så bred som en håndboldbane og dækket af lysegrønt strøelse.
Nogle af dyrene virkede ligeglade, nærmest nonchalante, mens de blev trukket rundt af skuets hjælpere. Andre derimod var knap så tilfredse, og strittede voldsomt imod, men rundt kom de, mens dommerne bedømte alle aspekter ved de store dyr.
- Det er det samme, som når vi er ude at se på piger. Vi ser på linjerne, om dyret er harmonisk, men også om den har et stærkt yver, som kan klare den daglige malkning, forklarer skuets koordinator, Jens Holm Danielsen med et glimt i øjet.
De 5000 besøgende havde også rigeligt at se på i messecenteret.
Inde ved udstillerne faldt en lille dreng i staver over de enorme traktorer, som han stadig manglede en håndfuld år for at kunne køre, mens hans far kiggede på ny malkemaskine, og når begejstringen lagde sig et sted, kunne man bare gå videre. Alt fra moderne tablets til at holde styr på gården til en ny type kraftfoder havde sælgerne medbragt for at lokke kunder til netop deres bod.
Men selv med de mange ting i udstillingen, så var det dyrene og manegen samt stalden med den næsten søde lugt af halm, en smule ensilage og komøg, som trak de fleste gæster til sig.
For når alt kommer til alt, så var det dyrene, de Danske Holsteinere, både rød- og sortbrogede, og Jersey-kvæget, som det hele handlede om.
Disse dyr, som er resultatet af et hårdt og gennemtænkt avlsarbejde, skulle helst munde ud i en medalje til vinderen, som derved kunne bevise, at han, mere end de fleste på skuet, har forstået, hvordan man fremavler godt kvæg.
- Vi er her for at vinde en præmie, men også for at møde vores kollegaer. Det er ren sport, sagde Anders Jakobsen, som er gårdejer i Hvorvarp og havde to dyr med på udstillingen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.