Præsten i Børglum takker af
Sognepræst i Børglum-Vittrup menighed har søndag sidste gudstjeneste
Opdateret kl. 18:20
BØRGLUM: Det er enden på 23 års tjeneste, når sognepræst Niels Clemmensen søndag træder ned fra prædikestolen for sidste gang.
Man kunne fristes til at sige, at det er slutningen på en lang rejse, men faktisk er der mest af alt tale om begyndelsen på en rejse.
Der er nemlig ikke bare tale om et jobskifte eller en pensionering. Stoppet bygger på det, som præsten med egne ord kalder ”en skør ide”.
- Jeg stopper, for at vi kan tage ud at rejse. I løbet af efteråret flyver vi til Canada, så skal vi vist ned mod Panama og så må vi se, hvad der sker, fortæller sognepræsten, der ikke ved, hvornår han og konen kommer hjem.
- Det kan blive alt fra om 6-7 måneder til at par år, fortæller han.
Færdig som fuldtidspræst
Niels Clemmensen tiltrådte som præst i menigheden i 1992, og og han har været overordentlig glad for sin tid, hvor han har været fast præst for Børglum Klosterkirke, Børglum Kirke og Vittrup Kirke.
- Det fantastiske ved at være præst er, at man møder mennesker hele tiden på deres vigtigste dage. De dage, de kommer til at huske resten af deres liv.
Han er da heller ikke helt afvisende for at vende tilbage til gerningen, når han engang vender tilbage til Danmark.
- Jeg er nok blevet for gammel til et et fuldtidsjob som præst, når jeg kommer tilbage, men det kunne blive til et vikarjob, fortæller Niels Clemmensen.
Færre præster
Ved siden af jobbet som en af tre præster i Hjørring søndre provsti, har han i løbet af de sidste 23 år været tilknyttet andre kirker i blandt andre Brønderslev og Tårs, ligesom han har bestyret hjemmesiden for Aalborg Stift ved siden af sit præstevirke.
Det er dermed en deltidsstilling han efterlader sig i sognet, og han vil heller ikke blive erstattet af en ny ansættelse.
I Hjørring Søndre Provsti siger man udover Niels Clemmensen også farvel til Karsten Erbs, og disse to stillinger vil fremover kun blive varetaget af én præst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.