Pres på æblehøsten
Safterne flød på Boldrup Museum.

Galleri - Tryk og se alle billederne.
NØRAGER:Liter efter liter æblemost blev puttet på flasker i alle mulige udformninger, da der lørdag var æblepressedag på Boldrup Museum.
Hele eftermiddagen var der fuld gang i de to æblepressere, som arrangøren, Boldrup Museumsforening, havde fremskaffet i dagens anledning. Gæsterne medbragte selv æbler og flasker, så de mange liter most var vidt forskellige i både smag og udseende.
- Det er efterhånden er blevet en tradition, som gæsterne er rigtig glade for, så i år har vi faktisk været ude og investere i vores egen æblepresser, fortæller Tage Christiansen fra museumsforeningen.
Udover at der blev lavet æblemost denne dag, blev der også kogt saft, lavet marmelade og syltet rødbeder.
- Vi har en masse bær, frugter og grønsager i museets køkkenhave, og det her er en rigtig god måde at få brugt lækkerierne på, siger daglig leder Dorthe Mosegaard, som sammen med museets naturvejleder, Gert Rubæk, har haft travlt med at plukke bær i den sidste tid.
Forskelligt bagværk blev serveret i skolestuen. Det gennemgående tema i de forskellige kager og tærter var selvfølgelig æbler og bær. Folk havde også mulighed for at købe frisklavet hyldebærsuppe.
Tage Christiansen skønner, at der har været godt 50 gæster i løbet af dagen. Efterfølgende nød museets dyr godt af de mange rester fra presningen, og ikke mindst soen Gyda, med sine få dage gamle smågrise, var rigtig glad for de lækre æblerester.
Næste arrangement på museet er 10. oktober, hvor man kan møde forfatterne til årets artikler i museumsforeningens årsskrift og høre deres spændende historier.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.