Pretenders vender tilbage
Giver koncert på BI-Centeret
BRØNDERSLEV: I 1968 satte de Nordjylland på det musikalske landkort. Nu er de på banen igen. The Pretenders giver lørdag 21. maj koncert på BI-Centeret i forbindelse med BI-Centerets 40-års jubilæum.
- Vi er glade for, at det er lykkedes at få fat i The Pretenders, som mange husker fra dengang, siger formand for Brønderslev Idrætsforening, Kim Glad Andersen.
The Pretenders vandt Danmarks Radios landsdækkende konkurrence ”Toppen af Poppen” det år. Næsten 200 orkestre var med i konkurrencen.
De fem unge helte blev hyldet af blandt andet Brønderslev Handelsstandsforening med plaquetter, da de i fly vendte hjem fra København.
- Da vi gik i Brønderslevs gader med vore instrumenter, stoppede bilerne op, og føreren gav tegn til, at vi skulle passere gaden. Jo, vi var rigtigt populære, mindes Jens Dalgaard-Nielsen, der i øvrigt har skrevet en bog om pigtrådsmusikkens historie i landsdelen.
- Det var naturligvis en stor oplevelse. Ikke mindst fordi vi fik flybilletter til og fra København.
De fem var Poul Vejby, Martin Bøgild, Sten Fuglsang, Jens Nøhr og Jens Dalgaard-Nielsen.
Jens Dalgaard-Nielsen mindedes, at biografejer Karl Gunnar Fuglsang stillede biografsalen til rådighed for byens musikere - således også The Pretenders.
- Biografen var et sandt musiksted, fortæller Jens Dalgaard-Nielsen.
I dag er den gamle biograf omdannet til Bien, som drives af Aktivitetscentret Grønningen. Den tidligere balkon er dog bevaret.
I 1964 blev der vendt grundigt om på musiklivet i landsdelen, da rockmusikken gjorde sit indtog.
Bortset fra et enkelt indslag med en dansk guitaristgruppe ved VU’s nytårsbal i 1964, stod den på enten dansemusik eller jazz, hvis man skulle høre levende musik i landsdelen i begyndelsen af 1960’erne.
Men med The Nameless blev der skrevet historie. I kølvandet på The Nameless blev der de kommende år dannet adskillige af de såkaldte ”pigtrådsgrupper” - The Amblers, The Swagmen, The Pretenders, Richard Cory Group, The Excentrics/Blue Progress og The Andrews.
Og fælles for alle grupper var, at de øvede i biografen, hvis vægge måtte stå model til en musikform, der i manges øren lød som larmende og skærende. Deraf navnet pigtrådsmusik.
Den første gruppe, som Jens Dalgaard-Nielsen var med til at oprette, var The Nameless.
The Pretenders giver enkelte koncerter i landsdelen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.