Pris går ind i fond
Johnny Sort Jensen gav sin pris videre til personer i nød
DRONNINGLUND: Johnny Sort Jensen fra Asaa, der mod Dronninglund Sparekasses kulturpris gav straks pengene videre til en fond, som senhjerneskadede kan søge. Prisen er på 10.000 kr.
- Jeg ved, at der er senhjerneskadede, der ikke har de 20 kr. til kontingent til aktiviteter. Derfor skal de have mulighed for at søge penge fra denne fond, siger han.
- Jeg har kendskab til en person, der ikke fik betalt sit kontingent, og derfor ikke kunne deltage i aktiviteter. Da han kom hjem fra sygehuset, var hans hus gået på tvangsauktion.
Johnny Sort Jensen er tilknyttet et projekt i Aalborg for senhjerneskadede.
- Der er 62 i projektet, så det er rigtig mange, der rammes, sagde han.
Prisen fik han for sit engagement i Asaa Billardklub. Her er han netop stoppet efter 28 år som formand.
Formand for komiteen bag prisen, sognepræst Rune Thomassen, Dronninglund, fremhævede Johnny Sort Jensens indsats for billardklubben og for Asaa.
- Johnny Sort Jensen har formået at få flere end hver tiende Asaa-borger til at spille billard. Da han kom til, var det en hensygnende klub, men i dag er det Danmarks største, bemærkede Rune Thomassen.
Han sagde, at det forlyder, at selv lægen henviser til billardklubben.
- Hvis man går til læge med et problem, får man at vide, at man kan tage hen i billardklubben, for der er alle de andre.
Initiativ- og iværksætterprisen gik til Orangeriet, der har til huse på Dronninglund Slot og Dronninglund Hovedgaard.
Der er i dag otte tilknyttet Orangeriet. Fire af disse deltog i prisoverrækkelsen, nemlig Karsten Sommer, Christina da Silva, Roland Nielsen og Jette Andersen.
Det var Lars Christensen fra Dronninglund Borgerforening, der som formand for priskomiteen, overrakte prisen.
Lars Christensen fremhævede det fantastiske initiativ, orangeriet er.
- Der er et fantastisk sammenhold og gensidig brug af de mange iværksættere, der har kontor, der på en eller anden måde er tilknyttet. Det, der foregår, er meget spændende.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.