Priskrig hård for kørelærerne
Flere steder kan et kørekort erhverves for 6695 kroner, hvilket er næsten halv pris
THISTED: For et år siden kostede det 12.-13.000 kroner at erhverve et kørekort i Thy, men nu er konkurrencen om eleverne så hård, at flere kørelærere annoncerer med en pris på 6995 kroner.
- Det er en rigtig grim skrue. For jo lavere prisen er, des flere elever skal man have for at få det til at løbe rundt, siger formanden for Thy Kørelærerforening, Thomas Bruun, Vestervig, til Thisted Dagblad onsdag.
Han anslår, at der er 18-19 kørelærere i Thy, og det er fire-fem mere end markedet egentlig er til.
Priskrigen har stået på et halvt års tid, og kørelærerne agerer forskelligt. Nogle hverver elever på Mors, andre håber at klare sig på et godt navn og rygte. Mogens Yde Christensen, Snedsted, har med sit firma KørVest hidtil rekrutteret elever i Midtthy. Nu etablerer han sig med et teorilokale på Vestertorv i Thisted for hold på syv-otte elever.
- Udviklingen inden for branchen gør, at vi i stigende grad er nødt til at sætte eleverne i centrum og etablere undervisning tæt på, hvor de bor, siger Mogens Yde Christensen.
Også Mogens Yde Christensen har følt sig tvunget til at gå med på spotprisen.
- Med de priser vi har i øjeblikket er der kun til de faste omkostninger. Men jeg forventer, at det bliver anderledes. Der er ingen fornuft i at fortsætte på denne måde, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.