Lufthavne

Priskrig skærpes: Flyv til London for otte kr.

Ryanair sænker priserne drastisk på flybilletter fra Aalborg Lufthavn

Ryanair starter sin nye flyrute fra Aalborg til Stansted med et slagtilbud: Kun otte kr. for en flybillet. Foto: Colourbox
Ryanair starter sin nye flyrute fra Aalborg til Stansted med et slagtilbud: Kun otte kr. for en flybillet. Foto: Colourbox

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:57

NORDJYLLAND: Det irske lavprisflyselskab Ryanair har indledt en regulær "luftkrig", når det gælder flybilletter på den nye rute fra Aalborg til London-Stansted.

Nu kan man købe en enkelttur fra Aalborg til Stansted for kun otte kr., og samme pris gælder returrejsen.

Det specielle tilbud gælder, hvis man køber flybilletten senest mandag.

Ryanairs nye flyrute fra Aalborg til Stansted nord for London har premiere 5. september, og billetpriserne er blevet sænket voldsomt.

Tidligere havde Ryanair meldt ud med billetpriser fra 718 kr. for en flyvetur tur-retur.

Et pristjek torsdag viste, at Ryanair havde sænket priserne, så man kunne nøjes med at betale 146 kr. for en returbillet.

Fredag er priserne hos Ryanair så styrtdykket til kun otte kr. hver vej, altså 16 kr. for en flybillet fra Aalborg til Stansted tur-retur.

Nem markedsføring

Ole Kirchert Christensen, chef for branchewebsiden check-in.dk, har denne forklaring på de ekstremt lave priser:

- Dels har Ryanair endnu ikke solgt nok billetter på den nye flyrute fra Aalborg, dels er det en nem og billig måde at markedsføre sig på.

Han fastslår, at Ryanair ikke tjener på at sælge så billige flybilletter.

Derfor må passagererne betale gebyrer, hvis de for eksempel vil være sikre på at kunne sidde sammen i flyet, eller hvis de medbringer mere end 10 kg håndbagage.

Mens Ryanair nu har dumpet billetpriserne på den nye rute til London, i hvert fald til og med mandag, holder Norwegian foreløbig fast i sine noget højere billetpriser.

Et pristjek fredag formiddag viste, at de billigste flybilletter på Norwegian-ruten fra Aalborg Lufthavn til Gatwick-London fortsat koster fra 537 kr. tur-retur.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden