Prist for godt humør
Frivillige ledere påskønnet af legat
BRØNDERSLEV: Tre aktive BI’ere er hædret med Brønderslev Idrætsforenings Humørlegat. Det skete på generalforsamlingen i Brønderslev Idrætsforening, og det var lokalbankdirektør Annette Drivsholm, der er formand for fonden, der uddelte priserne.
Thomas Krog fra BI-Bordtennis modtog en donation.
- Thomas Krog kom for nogle år siden til BI sammen med sønnen Bjarne. Det viste sig, at Bjarne er et stort talent med den lille bold, fortæller Annette Drivsholm.
- Det er et talent, som faderen har været primus motor for at udvikle i form af utallige timers træning og kørsel.
- Men Thomas Krog har ikke bare engageret sig i sin søns fritidsinteresse. Han har også vist interesse for hele klubben som helhed og ungdomsafdelingen i særdeleshed.
- Det være sig som chauffør til stævner, holdleder for en flok drenge, og han har endda skaffet penge til klubben i form af fondsansøgninger. Det er et arbejde, han af egen drift spurgte bestyrelsen om tilladelse til.
Thomas Krog var forhindret i at deltage.
Kurt Poulsen fra BI-Fodbold var også modtager.
- Efter fire et halvt år på posten som formand for BI-Fodbold, hvor Kurt Poulsen ydede et rigtigt stort stykke arbejde, valgte Kurt Poulsen at trække sig fra formandsposten, fortalte Annette Drivsholm.
- Kurt Poulsen er stadig utrolig aktiv i BI-Fodbold. Han er medlem af bestyrelsen, formand for sponsorudvalget og ikke mindst det sportslige udvalg.
Endelig var der en pris til Helle Bæk Christensen fra BI-Håndbold.
- Helle Bæk Christensen har aldrig selv spillet håndbold, men har været meget interesseret via sin datters deltagelse i håndbold.
- Det startede for alvor for fire år siden, da Emilies hold – U14-piger – manglede en holdleder. Helle blev spurgt, og sagde ja.
- Og holdleder med det, der dertil hører, har hun været siden, for de hold Emilie har spillet på, hvilket alle på holdet nyder godt af.
Priserne er på 2.000 kr.