Privat helikopter nødlandede
En 67-årig mand kom ikke til skade, da han nødlandede i sin egen helikopter
DOKKEDAL: En 67-årig mand fra Dokkedal blev torsdag aften nødt til at nødlande i sin private helikopter, da han var fløjet sig en tur. Det fortæller Poul Badsberg, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
- Han flyver lidt rundt i helikopteren og vil så lande ved stranden. Men han kommer skævt ned, og rotoren får fat i sandet, der trækker resten af helikopteren med ned, siger vagtchefen.
Den 67-årige mand slap fra episoden uden skader, mens helikopteren fik lidt mindre af slagsen.
- Manden reparerer selv skaderne på helikopteren, som også er bjærget nu, siger Poul Badsberg.
Havarikommissionen har været på stedet og afventer nu en rapport fra politiet.