Private investorer går ind i Kildeparken
Himmerland sælger grunde i Kildeparken til pri- vate investorer - de vil opføre nye bygninger for et trecifret millionbeløb
Det store boligområde Kildeparken i det østlige Aalborg er på få år gået fra at være et udsat område til i dag at være så attraktivt, at private investorer nu investerer et trecifret millionbeløb i at bygge seks store punkthuse midt i området.
De to brødre bag spilsuccesen CEGO, Anders Gautier Christensen og Jacob Frederik Christensen, samt advokat Rasmus Haugaard investerer nu et trecifret millionbeløb i bygningen af seks nye boligejendomme på Blåkildevej i det østlige Aalborg. Det sker som en direkte konsekvens af gennemførelsen af en af de mest succesrige byomdannelsesprojekter i Danmark i nyere tid. Omdannelsen tog sit afsæt i helhedsplan Kildeparken 2020 og den efterfølgende byplanskonkurrence City in Between:
- Alle større byer i Danmark har belastede boligområder med Gellerupplanen i Aarhus og Vollsmose i Odense som nogle af de mest kendte eksempler i provinsen. Vi har også haft vores udfordringer i Aalborg Øst, men med gennemførelsen af helhedsplanen og de seneste års milliardinvesteringer i området, står vi i dag med en særdeles attraktiv bydel. Kriminaliteten er faldende, boligerne bliver i disse måneder og år opgraderet, kriminaliteten er faldende, og jeg kunne blive ved, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Himmerland Boligforening, der har cirka 3.000 lejemål i Kildeparken-området, var medinitiativtager til helhedsplanen. Her ser direktør Ole Nielsen de private investorers indtræden som det foreløbige klimaks og en klar blåstempling af indsatsen.
- Private investorer i et almennyttigt boligområde er et sjældent syn og er for mig at se det foreløbige klimaks på den målrettede byomdannelse af store dele af det østlige Aalborg. Private ejendomsinvestorer vil selvsagt have sikkerhed for deres investering og et løbende afkast, og Blåkildevej, der ligger midt i Kildeparken, er nu så attraktivt et område, at de private nu også tror på det, bemærker han.
Helhedsplanen, der foreløbig har omfattet investeringer på to milliarder kroner, og de nye ejendomme skal være med til at øge mangfoldigheden.
- Al erfaring viser, at jo mere diversitet et givent område indeholder, jo bedre er det. Og det handler bestemt ikke bare om nationalitet og religion, som mange tror. Det handler i høj grad også om beskæftigelse, alder, indkomst og uddannelse. Her kan privatejede boliger være med til at øge diversiteten og netop tiltrække andre beboere - uanset om det er udlejnings- eller ejerlejligheder. Sidstnævnte er kronen på værket i Kildeparken, fortsætter Ole Nielsen.
Det er Himmerland Boligforening, der ejer området, og som nu sælger grunde fra til de private investorer Anders Gautier Christensen, Jacob Frederik Christensen og advokat Rasmus Haugaard. De to brødre ser et stort potentiale i at udbygge området.
- Det, der er sket med det østlige Aalborg de seneste år, er ganske enkelt unikt, og da vi fik præsenteret denne investeringsmulighed, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle sige ja tak, siger Anders Gautier Christensen.
- Selvfølgelig er vi lokalpatriotiske, men vi gør ikke det her uden at tro på, at ideen er rigtig og kan betale sig. Det her bliver blot den første af mange private investeringer i det østlige Aalborg, som vi eller andre kommer til at igangsætte i de kommende år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.