Ungdomsuddannelser

Produktionsskolen vil i topform

Produktionsskole med mad- og motionslinje

Marinus Fernandez er lige begyndt på produktionsskolen, og han stortrives med de faste træningsdage i motionscenteret. Foto: Kurt Bering
Marinus Fernandez er lige begyndt på produktionsskolen, og han stortrives med de faste træningsdage i motionscenteret. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

BRØNDERSLEV: Sved på panden, pulsen op og modstand til musklerne.

Det er blevet en naturlig del af hverdagen på Brønderslev Produktionsskole. Og to gange om ugen er de unge fra mad- og motionslinjen samt pædagogik- og sundhedslinjen i motionscenteret Fitness World for at træne. Men tilbuddet gælder i øvrigt alle skolens elever.

Brønderslev Produktionsskole har en klar vision for motion og bevægelse.

Fysisk aktivitet er integreret i hverdagen, og der er styrketræning to gange ugentligt samt boldspil i hallen. Ugerne på skolen byder også på idrætsarrangementer og gåture.

- Vi vil gerne fremme de unges lyst til og mulighed for bevægelse, fortæller Gert Salomonsen, der er socialpædagog og fitness-instruktør. Han underviser sammen med kollegaen Daniel Luther - og begge har en baggrund i elitesporten

Han konstaterer, at mange unge er fysisk inaktive i hverdagen. Og skolen vil derfor gerne lade de unge opleve, at motion genererer og booster positive energier både fysisk og psykisk.

- Det giver overskud til personlig udvikling og bedre livskvalitet, mener de to undervisere.

- Vi vil gerne give dem nogle gode, og positive oplevelser - og give de unge forståelse for, hvor vigtigt det er at passe træningen, siger Gert.

- Vi vil gerne inspirere dem til at komme i gang. Sund kost og motion giver ny energi og en god nattesøvn.

Den gode cirkel

- Når man har det godt - motionere og spiser sund mad - får man energi, og hermed har man også mere at give andre. Og mange af vores unge skal ud og arbejde med mennesker. Vores håb er også, at de unge får lyst til at lære andre det, de har lært her.

Målet er at klæde eleverne på til uddannelse eller arbejdsmarked.

- De unge skal blive bedre til at håndtere mange af livets udfordringer og mødestabilitet er altafgørende for at kunne beholde job eller færdiggøre en uddannelse. De får med motion og sund kost generelt bedre velvære og færre livsstilssygdomme, et godt helbred og gode, sunde vaner, tilføjer Gert Salomonsen.

- Gennem et forløb får eleverne mulighed for udvikling af nye erkendelser og handlingsstrategier. De kan bruge det resten af livet, og en hel del af eleverne vil kunne bruge det i deres kommende uddannelse og job.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden