Prøver at finde melodien
Trods større underskud vil folkene bag Bindslev Harmonikatræf ikke kaste håndklædet i ringen
Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:53
BINDSLEV: Årets udgave af Bindslev Harmonikatræf trak mere end 4000 publikummer, men det var ikke nok til at sikre et regnskab, der struttede af sundhed.
Forleden mødtes de syv foreninger bag træffet, og der var ikke meget at dele ud af - tværtimod.
- Årets træf gav et underskud på 40.000 kroner, siger formanden for Bindslev Harmonikatræf, Finn Nymann.
Godt nok gav træffet sidste år et overskud, men i år 2015 var der også røde tal på bundlinjen. De trange økonomiske tider sammenholdt med problemer med at få fyldt bestyrelsen op, har sået usikkerhed om træffets fremtid.
- Men man kan sige, at vores krisemøde er endt ud med, at vi nu er fulde af gejst. Der er igen syv medlemmer af bestyrelsen - og stemningen er, at træffet er så vigtigt for Bindslev, at vi også er klar i 2018, lyder det fra formanden.
Kigger på omkostninger
Årets regnskab blev belastet af, at træffets campingplads havde omkring 80 færre bookinger end beregnet.
Ifølge Finn Nymann skyldes det især mandefald fra især en enkelt harmonikaklub, og man håber på bedre tal næste år.
Helt konkret undersøger man også, om der kan spares på udgifter til lyd og telt ved at barbere en af i alt tre scener væk ved næste års træf.
- Samlet set har vi udgifter på omkring 3000.000 kroner på den konto, så måske kan vi hente lidt der, siger formanden.
Træffet har en egenkapital, der gør, at man kan klare et økonomisk hak i tuden i ny og næ - men selvfølgelig ikke alt for ofte.
Stigende gennemsnitsalder
Omkring 60 klubber plejer at deltage i træffet, og det er som regel kun et hovednavn, som træffet har udgifter til i forbindelse med refundering af rejseudgifter.
Finn Nymann er klar over, at gennemsnitsalderen i branchen er stigende - både blandt kunstnere og publikummer.
- Men det kan vi ikke rigtig ændre på - det er et arbejde, der skal gøres ude i de enkelte harmonikaklubber, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.