Projekt støtter OmSorg
Elever fra efterskole samler ind til fordel for børn og unge, der rammes af kræft.
HØRBY: Fem elever fra Hørby Efterskole har startet en kampagne, der samler penge ind til fordel for børn og unge, der rammes af kræft.
Cecilie Jessen, Camilla Risager Nielsen, Rasmus Stig Jensen, Rose Coates og Rosa Oline Jørgensen, er alle medlemmer af elevrådet på Hørby Efterskole. De har selv fået id´3en til kampagnen og sat det hele i værk:
- Vi fik faktisk idéen, da vi var samlet til elevrådsmøde og bagefter kom til at tale om, at vi kunne tænke os at gøre noget godt som årgang. Noget, vi kunne stå sammen om, og som kunne hjælpe andre, fortæller Camilla Risager Nielsen.
OmSorg er en afdeling under Kræftens Bekæmpelse, der organiserer hjælp og rådgivning til børn og unge, f.eks. sorggrupper.
- Vi samlede et udvalg på fem elever og satte vi os sammen og kom med en masse forslag. I starten var det ikke nødvendigvis kræft, vi ville samle ind til, men vi blev hurtigt enige om, at det skulle være for børn og unge. Samtidig skulle det være noget, vi elever ville gøre i fællesskab - men ikke som en del af undervisningen. Vi spurgte dog vores forstander Mogens, om det var i orden, og vi har også fået lidt hjælp af et par af lærerne til at organisere og lave kampagnen, men vi har lavet så meget som muligt selv, fortæller Cecilie Jessen.
- Alle - også unge - kan relatere til sygdommen kræft. Enten har de selv været syge, eller også kender de nogen, der har været det. Jeg har selv gået i en børnegruppe ved Kræftens Bekæmpelse og virkelig været glad for det, så for mig var det ret oplagt, at vi kunne støtte her, siger Camilla Risager Nielsen.
Efter valget var faldet på OmSorg blev projektet delt op i flere dele.
Eleverne lavede en indsamling af egne flasker på skolen og fik en aftale med Brugsen i Hørby, der udbetaler panten.
Eleverne har arrangeret et sponsorløb midt i april, hvor skolens 130 elever skal finde sponsorer, der vil give et beløb pr. omgang på deres 800 m. morgenrute. De har også lavet en video, der kan ses på efterskolens Facebookside, samt åbnet en konto, hvor alle kan donere penge.
Projektet slutter med en festlig aften på Hørby Efterskole 28. april, hvor de indsamlede penge blive videregivet til OmSorg.
Line Thoft Carlsen fra OmSorg i Kræftens Bekæmpelse vil fortælle, hvad der sker, når børn og unge rammes af kræft - samt om OmSorgs arbejde. Arrangementet er åbent for alle.
Læs mere på Hørby Efterskoles Facebookside.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.