Prostitution

Prostituerede vises ud af landet

Ingen menneskehandel med tre thailandske kvinder

Arkivfoto
Arkivfoto

FREDERIKSHAVN: De tre thailandske prostituerede, som blev anholdt på en adresse i Frederikshavn torsdag aften 28. november, bliver nu udvist til Thailand efter at have været varetægtsfængslet.

Det oplyser anklager Maibrit Bak.

Det var under en rutinemæssig kontrol af en thai massageklinik, at politiet fandt de tre kvinder i alderen 32, 46 og 57 år, der efter politiets opfattelse er prostituerede.

Uden visum

Ingen af dem kunne umiddelbart fremvise pas eller visum. De to af kvinderne tog kontakt til husets ejer, som kom med deres pas, men deres visum var falsk. Den yngste af kvinderne har hverken pas eller visum.

Kvinderne blev fredag 29. november fremstillet i grundlovsforhør i Hjørring og varetægtsfængslet. Her forklarede de, at de var kommet til Danmark i selskab med danske mænd, men kunne ikke komme med yderligere oplysninger om mændenes bopæl eller navn.

Kvinderne blev i første omgang varetægtsfængslet i 14 dage, fordi de ikke har gyldig opholdstilladelse.

Menneskehandel

Siden har politiet efterforsket, om der kunne være tale om menneskehandel. Men Center for Menneskehandel har undersøgt de tre kvinders ophold nærmere og er nået frem til, at de ikke er blevet handlet, oplyser kriminalassistent Kim Brix.

Desuden har Udlændingestyrelsen afgjort, at alle tre kvinder skal udvises.

De to kvinder med pas bliver udvist fredag, mens den 32-årige kvinde forbliver varetægtsfængslet indtil 9. januar, hvor hun kommer i besiddelse af et nyt pas og bliver udvist til Thailand.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden