Pure frifundet for at sætte ild på kro
35-årig vendelbo var tiltalt for brandstiftelse mod Restaurant Havfruen i Hou
AALBORG: En 35-årig mand fra Vendsyssel blev fredag ved retten i Aalborg pure frifundet for at have sat ild til restaurant Havfruen på Søndergade i Hou.
Branden opstod 15. marts i år ved knap 4-tiden om morgenen, efter at en rude ind til kroen var blevet smadret, og der var blevet kastet brandbar væske ind gennem det ødelagte vindue. Den brandbare væske var herefter blevet antændt.
Under branden måtte en familie bestående af mand og kone samt fire børn reddes ud. Familien boede på 1. sal på kroen, og på tidspunktet for branden lå de og sov.
På grund af faren for menneskeliv var tiltalen mod den 35-årige mand rejst efter den hårde paragraf om brandstiftelse, der kan give fængsel på livstid.
DNA fundet på stedet
Senioranklager Anette Abildgaard krævede under retssagen en straf på mellem to et halvt og to år og ni måneders fængsel.
Politiet teknikere havde under undersøgelserne i forbindelse med branden fundet DNA fra den tiltalte afsat i kroen.
Men den 35-årige forklarede i retten, at DNA-materialet måtte være afsat på et tidligere tidspunkt før branden.
Samtidig gjorde den 35-åriges forsvarer Rasmus Amandusson, Advodan, meget ud af at få påvist, at den 35-årige ikke skulle have noget motiv til at sætte ild på restauranten, og at der var andre, der måske havde mere motiv til brandstiftelsen.
Nægtede sig skyldig
Den 35-årige har under hele sagen, hvor han har siddet varetægtsfængslet i flere uger, nægtet sig skyldig, og retten i Aalborg fandt det altså ikke bevist, at den 35-årige skulle have sat ild på kroen.
- Retten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for en domfældelse, og nu vil vi sammen med Statsadvokaturen tage stilling til, om sagen skal ankes til landsretten, konstaterer senioranklager Anette Abildgaard.
En 48-årig mand har også været sigtet i sagen om brandstiftelsen på kroen, men en eventuel tiltale mod ham har afventet retssagen mod den 35-årige, der altså nu er blevet frikendt.
Om der rejses tiltale mod den 48-årige, er endnu ikke afgjort, oplyser Anette Abildgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.