Rådgiver spår fiasko for akutjobordningen
Ordningen, der skal redde langtidsledige fra at falde ud af systemet, er alt for dyr for arbejdsgiverne, siger Hans Jørgen Dalum, fra rådgivernetværket Desra
Opdateret kl. 18:40
NORDJYLLAND: Akut-jobordningen er dømt til fiasko. Den er alt for dyr for virksomhederne - i sig selv og i sammenligning med andre ordninger, lyder advarslen fra netværket af virksomhedsrådgivere, Desra.
- En tudetosset ordning, erklærer daglig leder, direktør Hans Jørgen Dalum, Aalborg, til NORDJYSKE.
Han har regnet på det og advarer både private og offentlige arbejdsgivere om at bruge akut-jobordningen.
- Den koster virksomheden mindst 85.000 kr. mere, end hvis man benytter de andre kendte ordninger om jobtilskud.
Samtidig risikerer virksomheden at besætte det ledige job med en ringere kompetence, da den ansatte i akutjob er ved at falde ud af dagpengesystemet og derfor ikke har været i job i næsten to år. Derfor er akutjobordningen på alle måder dårlig for virksomhederne, siger Hans Jørgen Dalum, som også er medlem af partiet Venstres hovedbestyrelse.
85.000 kroner at spare
Han anerkender den erklærede politiske hensigt: at sikre arbejdsløse mod at falde ud af dagpengesystemet efter to års ledighed.
- Men fjerner man den politiske indpakning, ser det ganske anderledes ud, påpeger han med to regne-eksempler på de eksisterende ordninger med en praktikperiode efterfulgt af en løntilskudsperiode på det normale halve år.
Virksomhedens netto-udgift ved at ansætte en ledig i et år på akutjob vil være 215.000 kroner.
Ansætter virksomheden i stedet vedkommende efter ordningen med ulønnet praktik samt løntilskud, vil udgiften værre 130.000 kroner. Altså 85.000 kroner billigere - oven i købet for en arbejdskraft, der har været arbejdsløs i kortere tid.
Endnu ringere i det offentlige
For en offentlig arbejdsgiver er akut-jobordningen endnu mindre attraktiv end på det private arbejdsmarked, idet løntilskuddet her er næsten det dobbelte.
- Hvis kommuner og regioner tænker på deres egen økonomi, er der simpelthen ikke råd til at bruge ordningen om akutjob.
Oven i købet kommer lønudgiften straks, mens præmien først udløses i det følgende budgetår, påpeger Hans Jørgen Dalum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.