Rådmand: Sagen om jernbanebroen er en skandale

Hvis brouheld var sket i København, var broen åbnet for længst, mener Mariann Nørgaard

Teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V) retter en skarp kritik mod Banedanmark. Arkivfoto

Teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V) retter en skarp kritik mod Banedanmark. Arkivfoto

AALBORG:- Hele forløbet omkring jernbanebroen er en skandale. Der har nærmest været en ligegyldig holdning til Nordjylland som landsdel. Vi har undret os meget over, hvad der foregik, og det ser ud som om, at der ikke har været nogen plan.

Det siger teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V), efter at hun endnu engang må konstatere, at Banedanmark ikke kan fortælle, hvornår der igen kan køre tog over jernbanebroen, som for snart et år siden blev påsejlet.

Burde have været klar

Banedanmark mangler endnu en række tekniske undersøgelser og godkendelser, før broklappen kan monteres på broen.

Og Mariann Nørgaard påpeger, det er meget sent, at Banedanmark har fundet ud af, at det kan være svært at montere en ny broklap på en gammel bro.

- Vi ved, at der er tale om en gammel bro fra 30´erne. Men nu tør Banedanmark åbenbart ikke at gå videre med projektet på jernbanebroen, før der er lavet nye beregninger, siger Mariann Nørgaard og undrer sig over, hvorfor de beregninger ikke er blevet foretaget for flere måneder siden.

Hurtig løsning på Sjælland

Mariann Nørgaard er sikker på, at problemerne var blevet løst væsentligt hurtigere, hvis der var sket et lignende uheld på en bro i København eller et andet sted på Sjælland.

- Hvis broen havde ligget på Sjælland, ville fejlene være blevet rettet øjeblikkeligt. Det er ikke sket i Nordjylland, og det viser noget om den ligegyldighed, der er i forhold til Nordjylland.

Nordjylland lavt prioriteret

Forløbet omkring jernbanebroen er blot det seneste eksempel på, at Nordjylland bliver overset, når der skal tages stilling til projekter, der kan forbedre infrastrukturen i Nordjylland, mener rådmanden.

Hun er længe efterlyst en stillingtagen til linjeføringen for den tredje limfjordsforbindelse, men også det projekt bliver syltet af landspolitikerne på Christiansborg, mener hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.