Rådmand truet af nynazister: Du er ansvarlig for svineri

Aalborgs rådmand for teknik og miljø er ikke bange, men rystet og vred over trusler fra Den Nordiske Modstandsbevægelse

Privatfoto

Privatfoto

AALBORG:Søndag aften blev der smidt affald og efterladt en hilsen fra Den Nordiske Modstandsbevægelse foran Miljø- og Energirådmand Lasse P. N. Olsens opgang i Øgadekvarteret i Aalborg.

Det fortæller Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

På hjemmesiden nordfront.dk beskriver Den Nordiske Modstandsbevægelse sig selv om en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation. Gruppen har sit udspring i det svenske nynazistiske miljø

I budskabet fra Den Nordiske Modstandsbevægelse hedder det blandt andet, at de holder Lasse P.N. Olsen ansvarlig for den politik, som føres i Aalborg Kommune og i Danmark. De skriver blandt andet videre, at det er på sin plads, at rådmanden skal tage ansvar for "at hele landet flyder i skidt". Af samme grund har de valgt at fylde rådmandens bopæl med affald og skrald.

Rådmand Lasse P.N. Olsen fortæller selv i et opslag på Facebook om hændelsen.

- I aftes kørte en bil med tre højrøstede mænd op foran min opgang i Øgadekvarteret, hvor de smed affald og hængte et trusselsbrev rettet mod mig op. Trusselsbrevet er underskrevet Den Nordiske Modstandsbevægelse, fortæller rådmanden.

Ifølge redox.dk beskæftiger bevægelsen sig med at dokumentere den yderste højrefløj, er en militant nynazistisk organisation, der står bag hærværk, ildspåsættelser og dødstrusler, og hvis medlemmer træner brug af skydevåben på såkaldte fokusdage i skytteklubber. "Hvis du stadig er medlem af en skytteforening kan du måske invitere til en ’fokusdag’, hvor vi lærer at kontrollere åndedrættet og at skyde, hedder det ifølge redox.dk i et åbent debatforum på den digitale platform Discord.

Var ikke selv hjemme

- Jeg var ikke selv hjemme, da det skete, og seje naboer havde ryddet nazisvineriet op længe før, jeg kom hjem. Derfor hørte jeg først om det i morges, da jeg så en mail fra boligforeningens formand.

Trusselsbrevet er ifølge rådmandens opslag håndteret, så det burde være muligt at tjekke for fingeraftryk.

- Personligt er jeg ikke uvant med trusler fra nazister; det blev mange af os aktive antifascister udsat for, da nazisterne boede i Naziborgen i Nørresundby 1999-2001 (personligt blev jeg sparket en gang, truet to gange og oplevede at få kastet en flaske i retning af mig og to andre), men det er noget andet, når det rammer min opgang og min familie. Lige nu sidder jeg tilbage med en følelse af at være rystet. Ikke bange, men rystet. Og vred. Mest vred, faktisk, skriver Lasse P. N. Olsen i opslaget.

- Vred over, at mine naboer og underboer skal udsættes for det her, vred over trusler vendt mod min bopæl - og dermed min familie.

Skal ikke ties ihjel

- Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele det her og dermed skabe opmærksomhed omkring nazisterne, men jeg har altid haft den holdning, at fascistiske bevægelser ikke kan og ikke skal ties ihjel, og det ville være inkonsekvent, hvis jeg ikke praktiserede samme holdning, når det rammer mig.

- Jeg har lige anmeldt det til politiet, som virker til at tage det meget alvorligt. Boligforeningen har meddelt mig, at de også vil politianmelde det.

- Magistraten har på sit møde i dag vedtaget en fælles fordømmelse af episoden, og det er jeg faktisk rigtig glad for.

Tilbage er bare at sige:

"Aldrig mere nazisme!"

Privatfoto

Privatfoto

Aalborg Kommune tager skarpt afstand fra Den Nordiske Modstandsbevægelses handling.

- Episoden er meget beskæmmende. Det er fuldstændig utilstedeligt og helt uacceptabelt, at man som politiker skal udsættes for chikane, fordi man passer sit arbejde. Samtidig er det urimeligt, at borgere, der bor i området, nu føler sig utrygge og skræmte over det, der er sket, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Nordjyllands Politi bekræfter at de har modtaget en anmeldelse om episoden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.