Lokalpolitik

Rådmandens gaver går til velgørenhedsfest

Mødrehjælpen i Aalborg får gavn af alle de mange flasker vin, som miljø- og energirådmand Lasse Olsen (EL) fik ved sin tiltrædelsesreception fredag

Lasse Olsen havde ved receptionen selskab af sine børn, Sebastian på fem og Astrid på ni, samt sin kone, Nora, og mor, Lis Jensen, der er medlem af det nye regionsråd i Nordjylland.
Lasse Olsen havde ved receptionen selskab af sine børn, Sebastian på fem og Astrid på ni, samt sin kone, Nora, og mor, Lis Jensen, der er medlem af det nye regionsråd i Nordjylland.

AALBORG: Mødrehjælpen i Aalborg får gavn af, at Aalborgs nye miljø- og energirådmand Lasse Olsen (EL) fredag fik rigtig mange flasker vin i forbindelse med sin tiltrædelsesreception.

Deltagerne i receptionen havde hovedsageligt medbragt rigelige mængder vin, men også andre våde varer, heriblandt en cognac, havde fået plads på det store gavebord.

Og Enhedslistens første rådmand nogensinde i Aalborg vil sørge for, at de mange flasker vin ikke kun kommer ham selv og hans nærmeste til gode.

- Det var først i går, jeg fandt ud af, hvor meget der kommer fra alle mulige. Det er pænt af dem, og jeg skal nok få læst alle kortene, men jeg kan simpelthen ikke fortære så meget alkohol uden at tage skade af det, siger Lasse Olsen.

Holder fest og støtter Mødrehjælpen

Frem for at gøre skade på sig selv har han derfor besluttet, at drikkevarerne skal gå til en fest for Enhedslistens støtter i Aalborg, der har været med til at få ham valgt ind i byrådet.

Festdeltagerne skal betale det, de synes, de har råd til, for drikkevarerne, og indtjeningen går derefter til hjælpeorganisationen Mødrehjælpen i Aalborg, der blandt andet støtter sårbare gravide, mødre og børnefamilier.

At valget er faldet på Mødrehjælpen, skyldes blandt andet den meget omdiskuterede kontanthjælpsreform, der trådte i kraft ved årsskiftet.

- Jeg tænker, at hvis jeg kan give et bidrag til, at socialt udsatte familier får bedre vilkår, så vil jeg hellere det end at sidde og drikke rødvin hjemme på sofaen, siger Lasse Olsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden