Radikale: - Boligforening må da selv klare ekstraudgifter

De Radikale ville ikke være med til at give Aars Boligforening en ekstrabevilling - men de øvrige partier i byrådet gav grønt lys

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

AARS:- Vi synes ikke, beløbet skal hæves. Aars Boligforening må selv finde de penge.

Sådan lød det i byrådssalen fra den radikale Ninni Lodahl Gjessing, da byrådet på sit septembermøde diskuterede en ekstrabevilling på 394.000 kr., som Aars Boligforening har søgt om.

Boligforeningen bad om ekstrabevillingen i forbindelse med et stort og meget omdiskuteret byggeri i midtbyen i Aars, der både skal indeholde boliger og erhverv.

Der skal opføres ikke færre end 55 boliger, og projektet er det næststørste i boligforeningens historie.

Årsagen til boligforeningens ansøgning er teknikaliteter angående prisfremskrivning. Og så viste licitationsresultatet en højere pris end boligforeningen forventede, da håndværkerne bød på opgaven med at opføre det store byggeri.

Det laveste bud for de samlede håndværkerudgifter lød på næsten 103 mio. kr., mens det total maksimumbeløb på forhånd var sat til lidt over 98 mio. kr.

Boligforeningen mener ikke, det er muligt at spare på projektet - og derfor kom ansøgningen til kommunen om en tillægsbevilling på 394.000 kr. på grundkapitallån.

Inden byrådsmødet var der et hasteindkaldt økonomiudvalgsmøde med kun den ene sag på dagsordenen. Fra økonomiudvalgsmødet lød indstillingen til byrådet, at byrådet bør give boligforeningen ekstrabevillingen - og at de 394.000 kr. hentes i kommunekassen.

- Vi synes, det er uheldigt, at boligforeningen forventer at kunne holde sig indenfor beløbet, og så viser det sig senere, at det kan den ikke alligevel.

- Ja, vi har fået en forklaring, men den er - synes vi - altså ikke nok til at kunne sætte beløbet op, sagde Ninni Lodahl Gjessing, der forgæves opfordrede sine byrådskolleger fra de andre partier til at være med på en beslutning om, at boligforeningen selv må finde pengene.

- Det er som om, det bare er en selvfølge, at boligforeningen skal have de penge, lød det fra Ninni Lodahl Gjessing. Hun understregede, at de radikales modstand ikke så meget går på beløbet størrelse. Det er mere det principielle.

Hun blev sekunderet af sin partifælle, Bjarne Jensen, som pointerede, at det tidligere er besluttet, at byrådet ikke giver tillægsbevillinger.

Men de radikale kom til at stå alene med deres synspunkt - og dermed fik boligforeningen sin ekstrabevilling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.