Ramt af svimmelhed?
Hvert år tildeles en kendt dansker Årets Laks af Landsforeningen af Bøsser og Lespiske, LBL. Prisen bliver angiveligt tildelt en person, der efter LBL's mening opfører sig som en laks, altså svømmer op mod strømmen.
Mange af de af LBL-udvalgte danskere, eksempelvis Aarhus-bispen Kjeld Holm, der fik Årets Laks i 2005, synes at have glemt eller set bort fra laksens livsnødvendige opførsel, idet de netop og for nemheds skyld har foretrukket at svømme med tidens strømninger. Det - mener jeg - er forbeholdt de døde laks. Aarhus-biskoppen Kjeld Holm tog nemlig initiativ til planlægningen af et kirkeligt ritual for vielse af homoseksuelle par, og i januar var han blandt det flertal på syv biskopper, der stemte for at indføre en såkaldt "gudstjenestelig velsignelse" af homoseksuelle par. Fire biskopper stemte imod. Kjeld Holm sagde i den forbindelse, at han forventer, at der om tre til fem år vil foreligge et egentligt vielsesritual i folkekirkens ritualbog. Den tidligere biskop over Lolland-Falster stift, D. G. Monrad, skal ifølge den nuværende biskop samme sted, Steen Skovsgaard, have sagt: " Det er afgørelsen, der gør svimmel. Ansvarets uhyre vægt tynger på tanken og forvirrer den. Hvad der gælder om ansvaret, afgørelsen, det gælder også om de politiske kampe. Kampen beruser, der går ild i blodet, forstanden omtåges, det svimler for manden". I Danmarks grundlov står der, at "Folkekirken forhold ordnes ved lov". De love, der tilvirkes vedrørende folkekirkens forhold, må betragtes som rammelove, og inden for disse rammer ordner kirken sine egne forhold ud fra princippet "Den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på". Det ligner magtmisbrug og et udslag af svimmelhed, at en tilfældig kirkeminister tager sig ret til - som en selvbestaltet overbiskop - at bestemme over kirkens indre anliggender. Det synes at svimle for magthaverne, såvel for de profane som for de gejstlige. Mange i regeringen og blandt folketingsmedlemmer, ja sågar blandt landets biskopper og præster er der adskillige, som er blevet angrebet af svimmelhed eller har tabt hovedet. Nok kalder vi kirken for folkekirken. Men hvor står det skrevet, at denne kirke altid skal være følgagtig i samfundets moral og de moderne strømninger? Hvor står det skrevet, ar det, som et samfund vil godtage eller velsigne, skal kirken også velsigne? Kirken skal opføre sig som den sprællevende laks, som for at være en levende kirke netop skal gå imod strømmen. I den kristne verden får ægteforeningen mellem mand og kvinde kirkens velsignelse således, at de to mennesker får en guddommelig velsignelse over deres samliv. For tiden rokkes der imidlertid ved så mange ting. Fordi vi er mennesker med forskellige anlæg og tilbøjeligheder, er der også iblandt os mennesker, som har en anderledes seksualorientering end flertallets. Det er naturligvis først og fremmest disse menneskers private sag - og måske problem. Hvor to homoseksuelle personer ønsker at indgå i et egentlig parforhold, har dette være lovligt siden 1989; ud fra denne lov har to mennesker af samme køn kunnet indgå et registreret partnerskab bl.a. med arveretslig forpligtelse over for hinanden. Mere kan der næppe med rimelighed være behov for. Men fra homoseksuelle menneskers side fremsættes ønske om kirkelig vielse i lighed med den, som benyttes ved den kendte vielse af et brudepar. I den kristne kirke må vi imidlertid holde fast ved, at et ægteskab er et forhold mellem to mennesker af forskelligt køn. Sådan har Gud villet det ved skabelsen, og Jesus bekræfter det. Kun mennesker, der er angrebet af svimmelhed eller vildfarelse, vil lave om på det. Dersom et par af samme køn ønsker at leve i et registreret partnerskab, bør de stille sig tilfreds med de foreliggende betingelser. Såfremt de ønsker Guds velsignelse til at leve deres liv som kristne mennesker, kan de søndag efter søndag deltage i gudstjenesten sammen med hele den gudstjenestesøgende menighed og dér blive bortsendt med velsignelsens ord. Min sjæl, hvad vil du mer?
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.