Trafikpolitik

Randers måler trafik med udstyr fra V. Hassing

Gode erfaringer får kommunen til at øge antallet af målepunkter

Efterhånden måles trafikafviklingen på de fleste af de store indfaldsveje til Randers by. Kortet viser her med punkter med tal, hvor der er opsat sensorer.
Efterhånden måles trafikafviklingen på de fleste af de store indfaldsveje til Randers by. Kortet viser her med punkter med tal, hvor der er opsat sensorer.

V. HASSING: Randers Kommune er så tilfreds med de trafikmålinger, som er bragt til veje ved hjælp af udstyr fra Blip Systems i V. Hassing, at man netop har udvidet antallet af målesteder til næsten det tredobbelte, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

BlipTrack, som V. Hassing-firmaet står bag, fungerer ved at opfange bluetooth signaler fra mobiltelefoner, computere og anden elektronik.

Når en bilist med et stykke elektronik, hvor bluetooth-funktionen er aktiveret, passerer en målesensor, bliver det registreret i systemet, og når bilisten længere fremme passerer endnu en sensor, kan systemet regne ud, hvor lang tid kørslen mellem de to målepunkter har taget. Det kan så sige noget om kø, trafiktæthed og meget andet.

Hidtil har man i Randers haft et system med sensorer ved syv målepunkter, og det er nu udvidet til 20.

Projektleder Henrik Kaldahl fra kommunens afdeling for Veje og trafik fortæller, at der i første omgang blev opsat BlipTrack-sensorer i Randers midtby for at måle og optimere trafiksignalanlæggene omkring Randersbro til gavn for den kollektive trafik:

- Oplysningerne blev brugt til at tilpasse lyssignalerne, så trafikken glider bedre i myldretiden.

Henning Jensen fra samme afdeling siger om det øgede antal sensorer:

- Det var et politisk ønske om at analysere den gennemgående tunge trafik i og omkring Randers som gjorde, at systemet blev udbygget med de nye sensorer.

Det udvidede målesystem skal først og fremmest tjene fire hovedformål:

Dels skal det anslå andelen af gennemkørende trafik i Randers, nærmere bestemt på Randersbro, dels skal det vurdere trafikfordelingen fra indfaldsvejene på de to fjordkrydsende forbindelser E45 og Randersbro. Det skal også beregne de anvendte rutevalg for trafikken til og fra Randers Havn. Og endelig skal det beregne rejsetider i centrum og for alle indfaldsveje.

På vejene omkring Aalborg og Nørresundby findes omkring 30 målepunkter, men nu har Randers altså efterhånden et næsten lige så stort system.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden