Rask: Fortjent Randers-sejr
Hobro-keeperen savnede en bedre boldomgang i lørdagens superligakamp
RANDERS: Målmand Jesper Rask holdt længe Hobro inde i lørdagens superligakamp mod Randers FC med sit strålende målmandsspil.
Han blev sjældent aflastet af lange perioder med gode Hobro-kombinationer i 2-0-nederlaget.
- Vi skal være bedre til at holde i bolden. Vi tabte den for hurtigt, og fik den tilbage i hovedet hele tiden. Det var jo først mod slutningen, at vi fik kreeret nogle chancer. Alt i alt må vi sige, at det var en fortjent sejr til Randers, mener han.
Der skulle dog gå en time, før Randers fik hul på bylden.
- Vi kæmpede skide godt, men vi fik ikke nok ud af det, siger Jesper Rask.
Overlevelsen eller nedrykningen talte ingen i Hobro-lejren om. Det ligger ligesom i kortene, at det løb er kørt.
- Vi trænger bare så meget til en sejr. Og den skal også nok komme i en af de sidste fem kampe, fastslog målmand Jesper Rask.