Kuwait

Ravklumpen solgt for 300.000 kroner

70-årig skagbo har solgt sin kæmpe ravklump til Kuwait

Danmarks mest omtalte ravklump har været udstillet hos ravsliber Frants Kristensen i Sæby. Nu er den solgt for 300.000 kroner til Kuwait. Arkivfoto: Peter Broen
Danmarks mest omtalte ravklump har været udstillet hos ravsliber Frants Kristensen i Sæby. Nu er den solgt for 300.000 kroner til Kuwait. Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen

SKAGEN: Odd Pedersen fra Skagen har solgt sin 3,8 kg store ravklump - til Kuwait for 300.000 danske kroner.

Dermed er der sat punktum for føljetonen om Danmarks mest omtalte ravklump.

Odd Pedersen fandt ravklumpen på Skagen Nordstrand tilbage i 1989.

Bud fra hele verden

Ravklumpen har den seneste tid været udstillet hos ravsliber Frants Kristensen i Sæby, og i løbet af sommeren vakte ravklumpen pludselig international opmærksomhed.

Buddene strømmede ind fra interesserede købere fra store dele af verden i takt med, at kendskabet til verdens formentlig største ravklump i privateje spredte sig.

Overrasket over interesse

En netauktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København sidst i november stoppede brat efter et bud på 270.000 kroner, da en telefonforbindelse til en interesseret køber i Polen pludselig gik død, men i fredags lykkedes det så Odd Pedersen at sælge ravklumpen.

- Jeg har solgt ravklumpen til Kuwait for 300.000 kroner - og så er der vist ikke mere at skrive om det, siger den 70-årige skagbo, der er noget forundret over den pludselige interesse.

Forsiden