Realistiske krav?

I hele Jammerbugt Kommune er vi stolte af vores fodboldflagskib, Blokhus FC, der spiller i landets næstbedste fodboldrække, nemlig 1. division.

Der er virkelig tale om en enestående præstation, hvor mange års hårdt arbejde og bevidst forfølgelse af sportslige målsætninger sidste år blev kronet med en oprykning, hvor et hold af ganske unge spillere med cheftræner Søren Kusk i spidsen formåede at give 31 andre 2. divisionshold baghjul og snuppe den ene oprykningsplads, der var til 1. division. Nu gælder det kampen for at bevare pladsen, og forude venter 12 spændende og nervepirrende spillerunder. Den side af sagen skal de ambitiøse spillere og det dygtige trænerteam nok vide at klare. Ganske vist har Blokhus FC - der jo ret beset er en lille landsbyklub - det markant laveste budget i 1. division, hvilket i sig selv er en udfordring, da moderne topfodbold jo i høj grad handler om penge. Imidlertid har vi satset på noget, der har vist sig at være en mindst lige så stor værdi som kolde kontanter. Det handler om at dyrke og fremelske alle de menneskelig værdier som klubånd, kammeratskab, fællesskabsfølelse samt at have ansvar for og respekt over for hinanden. Det handler kort og godt om fairplay i allervideste forstand både på banen og ikke mindst uden for banen. Samtidig lægger vi stor vægt på udvikling af unge talenter og giver dermed de unge et unikt fritidstilbud. Det er værdier, man bliver særlig glad for og stolt af som klub, når man oplever, hvordan eksempelvis FCK-fans hærger i Aalborg og koster samfundet masser af penge, som sagesløse skatteydere skal betale. Vi har spillet masser af vigtige divisionskampe på vores gode og velfungerende, men beskedne Jetsmark Stadion, uden at der en eneste gang har været behov for politi. Tilskuerne opfører sig ganske enkelt ordentligt, ligesom det er tilfældet i de fleste andre 1. divisionsklubber. Typisk overværes rækkens kampe af mellem 500 og 900 tilskuere, hvorfor det forekommer besynderligt, at små klubber i den næstbedste række, som holder det hele i gang via ildsjæle, frivillig arbejdskraft og små spillerbudgetter, af vores egen organisation, DBU, skal opleve ikke en medspiller, men en modspiller, der stiller helt urealistiske stadionkrav, som der i praksis slet ikke er behov for. Det gælder høje sikkerhedskrav, krav om tribune med minimum 300 siddepladser, krav om presseloge og krav om lysanlæg for blot at nævne nogle af de dyreste. Desuden stilles der en række krav til uddannelsesmæssig baggrund for klubbens personale m.v. Selvfølgelig skal der være forsvarlige forhold også i klubber af Blokhus FC's størrelse. Men DBU strammer kravene til niveauet på en måde, der gør livet særdeles svært ikke blot for opkomlinge som os, men for mange andre klubber i divisionen. Det forlyder, at en del af 14 klubber i 1. division i dag ikke opfylder DBU's krav. De færreste har jo rammer som eksempelvis tidligere superligaklubber, der er en tur nede i 1. division. Det spørgsmål, der trænger sig på, er: Skal det være pengene, der bestemmer, om små klubber på fornem og idealistisk vis skal have lov til at kæmpe sig frem til en plads i dansk topfodbold, eller skal det være de sportslige præstationer på banen? Hvorfor skal det være et krav, at et stadion indrettes til et langt større tilskuertal, end der nogensinde vil blive brug for i virkelighedens verden? Skal det være forbudt at være med, hvor det er sjovt, hvis man ikke er en storbyklub med et kæmpe budget, men simpelt hen bare har et godt fodboldhold? Vi arbejder selvfølgelig seriøst på at opfylde DBU's krav, som vi i år har dispensation fra. Det skal nemlig ikke være DBU, men spillet på banen, der bestemmer, om vi og sammenlignelige klubber skal spille i 1. division eller ej…. Flemming Jansen, fhv. borgmester (V) i Pandrup Kommune, lektor, freelancejournalist. Fast bidragyder til På Kanten. Bor Østerled 5 i Pandrup. E-mail: fja@mail.dk.