Rebild får ros af socialpædagoger
Handicappede borgere skal ikke fylde op i kommunens tomme ældreboliger

Der har blandt andet været planer om at flytte de handicappede borgere ind i tomme ældreboliger her i Nørager. Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen
REBILD:Socialpædagogerne Nordjylland uddeler for en gangs skyld ros til Rebild Kommune.
Efter et langvarigt og kaotisk forløb ser det omsider ud til, at politikerne i Rebild nu vælger den rigtige løsning for kommunens handicappede borgere.
Det skriver foreningen Socialpædagogerne Nordjylland i en pressemeddelelse.
- Jeg er lykkelig over, at politikerne i Rebilds sundhedsudvalg har besluttet at tage kommunens forpligtelser over for de handicappede borgere alvorligt. Det er bestemt nye og meget positive toner fra Rebild, siger Peter Kristensen, der er formand for Socialpædagogerne Nordjylland.
Ny moderne handicapenhed
Et stort flertal i sundhedsudvalget i Rebild Kommune har sagt ja til, at der skal opføres en ny og moderne handicapenhed, som skal være det fremtidige hjem for de beboere, der i dag bor på tre nedslidte og utidssvarende boformer for handicappede i kommunen.
- Jeg er glad for, at politikerne nu har valgt den mest ordentlige af de muligheder, der har været stillet op foran dem. Jeg håber, at det er et tegn på, at der er sket et reelt skifte i handicappolitikken i Rebild Kommune, siger Peter Kristensen.
Rebild Kommune har igennem flere år haft planer om at lukke to boformer for handicappede i Terndrup og Støvring og en boenhed i Nørager og flytte beboerne.
Turbulent tid for 18 borgere
De i alt 18 handicappede beboere har været igennem et turbulent forløb, hvor politikerne i Rebild har været tæt på at splitte dem op i mindre grupper og flytte dem ind i nogle tomme ældreboliger rundt om i kommunen.
Der er tale om udviklingshæmmede voksne, der for de fleste vedkommende har boet sammen i rigtig mange år.
- Det har været et ubehageligt forløb præget af utryghed om fremtiden for både beboerne, de pårørende og de ansatte. Det har ikke været respektfuldt, siger Peter Kristensen.
På vej til byrådsbeslutning
Fire ud af de fem medlemmer af sundhedsudvalget i Rebild Kommune har på sidste uges udvalgsmøde indstillet, at der skal bygges en ny og fremtidssikret handicapenhed til beboerne på de nuværende utidssvarende boformer.
Indstillingen behandles af Rebild Kommunes økonomiudvalg i dag, onsdag 23. januar, og skal til endelig vedtagelse i Rebild Byråd torsdag 31. januar.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.